Henrik Ibsen

Bonden (råber efter Brand). Hej, fremmedkarl, far ej så fort!
Hvor er du?

Brand. Her!

Bonden. Du går dig bort!
Nu tykner skodden slig, at knapt
en ser så langt, som staven rækker –

Sønnen. Faer, her er spriker!

Bonden. Her er sprækker!

Brand. Og hvert et vejspor har vi tabt.

Bonden (skriger). Stands, mand! Guds bittre –! Her er bræen
skral som en skorpe! Tramp ej sneen!

Brand (lyttende). Jeg hører duren af en fos.

Bonden. En bæk har hulet sig indunder;
her er et dyb, som ingen bunder; –
det sluger både dig og os!

Brand. Frem må jeg, som jeg før har sagt.

Bonden. Det evner ingen mandemagt.
Kend; – her er grunden hul og sprød –
Stands, mand! Det gælder liv og død!

Brand. Jeg må; jeg går en stormands bud.

Bonden. Hvad heder han?

Brand. Han heder Gud.

Bonden. Og hvad er du for noget?

Brand. Prest.

Bonden. Kanhænde det; men jeg véd bedst,
at om du så var provst og bisp,
så ligger du i dødsens gisp
før dagen gryr, hvis du vil frem
på bræens undergravne brem.
(nærmer sig varsomt og overtalende.)
Hør, prest; om en er klog og lært,
han kan ej det, som er for svært.
Vend om; vær ej så strid og stiv!
En har jo kun det ene liv; –
går det, hvad har en så igen?
Der er en mil til næste grænd,
og skodden står så tyk, at den
kan skæres med en tollekniv.

Brand. Står skodden tyk, en lokkes ej
af blålysblink på vildsporsvej.

Bonden. Men her er is-tjern rundt omkring,
og slige tjern er stygge ting.

Brand. Dem går vi over.

Bonden. Gå på vand?
Du holder mindre end du lover.

Brand. Én har dog vist, – er troen sand,
så slipper karlen tørskod over.

Bonden. Ja, før i tiden; men i vor
han går tilbunds med hud og hår.

Brand. Farvel!(vil gå.)

Bonden. Du sætter livet til!

Brand. Hvis Herren for min død har brug, –
velkommen flom og fos og slug!

Bonden (sagte). Nej, han er både gal og vild!

Sønnen (halvt grædende). Faer, lad os vende! Der er tegn
til værre styggevejr og regn!

Brand (standser og nærmer sig igen). Hør, bondemand; du sagde før,
at datter din, som bor ved fjorden,
har skikket bud, at snart hun dør;
men ej med saligt håb hun tør, –
hvis ej hun ser dig, – gå fra jorden?

Bonden. Gud bedre mig så sandt og visst!

Brand. Og til idag hun gav dig frist?

Bonden. Ja.

Brand. Ikke længer?

Bonden. Nej.

Brand. Så kom!

Bonden. Det er ugørligt værk. Vend om!

Brand (ser fast på ham). Hør? Gad du hundred daler give,
ifald hun kunde saligt dø?

Bonden. Ja, prest!

Brand. To hundred?

Bonden. Hus og bø
jeg skulde gerne fra mig skrive,
ifald hun slukne fik i fred!

Brand. Men gad du give livet med?

Bonden. Hvad? Livet? Kære, vene –!

Brand. Nå?

Bonden (klør sig bag øret). Nej, men der er da måde på –!
I Jesu navn, du får ej glemme,
at jeg har barn og kone hjemme.

Brand. Han, som du nævnte, havde moer.

Bonden. Ja, det var længe før ifjor; –
da hændte der så mangt et under;
det går ej slig til nuomstunder.

Brand. Far hjem. Dit liv er dødens vej.
Du véd ej Gud og Gud ej dig.

Bonden. Hu, du er hård!

Sønnen (trækker i ham). Kom så afsted!

Bonden. Ja vel; men han skal følge med!

Brand. Skal jeg?

Bonden. Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde vejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i følge,
så trækkes jeg tilthings en dag, –
og drukner du i myr og tjern,
så dømmes jeg i bolt og jern –

Brand. Da lider du for Herrens sag.

Bonden. Mig rager ikke hans og dine;
jeg har alt mer end nok med mine.
Kom så!

Brand. Farvel!
(hult bulder høres langt borte.)

Sønnen (skrigende). Der går en skred!

Brand (til bonden, som har grebet ham i kraven). Slip taget!

Bonden. Nej!

Brand. Slip straks!

Sønnen. Kom med!

Bonden (brydes med Brand). Nej, fanden nappe mig –!

Brand (river sig løs og kaster ham i sneen). Ja visst;
det kan du tro han gør tilsidst!
(går.)

Bonden (sidder og gnider armen). Au, au; den karl er stiv og stærk.
Sligt kalder han Vorherres værk!
(råber, idet han rejser sig.)
Hej, prest!

Sønnen. Han gik indover hejen.

Bonden. Ja, men jeg skimter ham endnu.
(råber igen.)
Hør, sig mig – kan du mindes, du,
hvor var det vi kom ud af vejen?

Brand (inde i tågen). Ej trænges vejløbs kors for dig; –
du er alt på den brede vej.

Bonden. Gud give, at det var så vel,
så sad jeg godt og varmt ikveld.
(han og sønnen går østover igen.)

Brand (kommer tilsyne højere oppe og lytter ud mod den kant, hvor bonden gik). De famler hjem. Du slappe træl,
sprang i dit bryst en viljes væld,
var ikkun evnen det, som skorted,
jeg skulde vejens møje kortet;
på dødstræt ryg, med foden såret,
jeg skulde glad og let dig båret; –
men hjælp er gavnløs for en mand,
som ikke vil, hvad ej han kan.
(går længere frem.)
Hm; livet, livet; det er svært,
hvor livet er de godtfolk kært!
Hver skrælling lægger slig en magt
på livet, som om verdens frelse,
al menneskenes sjælehelse,
var på hans skrale skuldre lagt.
De vil nok offre, Gud bevares!
Men livet, livet, – det må spares.
(smiler, som i en erindring.)
To tanker faldt som gut mig ind
og voldte lattervrid i maven,
og skaffed mig et barket skind,
når gamle skolemoer var gnaven.
Jeg tænkte mig en mørkræd ugle,
en fisk med vandskræk. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af sindet smugle,
men de hang i med tand og klo. –
Hvad kom det af, det lattervrid?
Jo, af den dunkelt følte splid
imellem tingen, som den er,
og tingen, som den skulde være, –
imellem det, at måtte bære,
og finde byrden altfor svær. –
Fast hver en landsmand, syg og frisk,
er slig en ugle, slig en fisk.
Han skabtes til et dybets yrke,
han skulde leve livets mørke, –
og det er det, som gør ham ræd.
Han spræller angst mod fjærens bred,
han skyr sit eget stjernekammer,
han skriger: luft og dagens flammer!
(standser et øjeblik, studser og lytter.)
Hvad var det der? Det lød som sang.
Ja, det er sang med latter blandet.
Hør, – nu et hurra, nu et andet, –
nu tredje – fjerde – femte gang!
Der rinder solen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide sletter.
Derborte står det glade lag
i morgenskær på højderyggen;
vestover vidden kastes skyggen;
de skifter ord og nævetag.
Nu skilles de. De andre vender
mod øst, men to går vesterud.
Der skikker de, som sidste bud,
farvel med hat, med slør og hænder.
(Solen bryder alt mere og mere gennem tågen. Han står længe og ser ned på de kommende.)
Der glittrer lys om disse tvende.
Det er som skodden gjorde vej,
som lyngen klædte hæld og hej
og himlen lo om ham og hende.
De er visst syskend. Hånd i hånd
de springer over lyngens tæppe.
Se; pigen rører grunden neppe,
og han er ledig som en vånd.
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rap han vilde hende fange – –.
Nu vokser løbet til en leg –!
Hør; deres latter blir til sange!
(Ejnar og Agnes, let rejseklædte, begge blussende og varme, kommer legende frem over sletten. Tågen er borte; en klar sommermorgen ligger over fjeldet.)

Ejnar. Agnes, min dejlige sommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et garn med masker små,
og maskerne er mine sange!

Agnes (danser baglænds foran og smutter stedse fra ham). Er jeg en sommerfugl, liden og skær,
så lad mig af lyngtoppen drikke;
og er du en gut, som lyster en leg,
så jag mig, men fang mig ikke!

Ejnar. Agnes, min dejlige sommerfugl,
nu har jeg maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt, –
snart sidder du fangen i nettet!

Agnes. Er jeg en sommerfugl, ung og blank,
jeg lystig i legen mig svinger;
men fanger du mig under nettets spind,
så rør ikke ved mine vinger!

Ejnar. Nej, jeg skal løfte dig varligt på hånd
og lukke dig ind i mit hjerte;
der kan du lege dit hele liv
den gladeste leg, du lærte!
(uden at se det har de nærmet sig en brat styrtning; de står nu lige på randen.)

Brand (skriger ned til dem). Stands, stands! Der er en afgrund bag!

Ejnar. Hvem råber?

Agnes (peger op). Se!

Brand. Berg jer itide!
I står på skavlens hule tag; –
den hænger udfor stupets side!

Ejnar (slår armen om hende og ler op). Det har ej nød med mig og hende!

Agnes. Vi har et liv at lege rundt!

Ejnar. I solskin er en færd os undt,
som først om hundred år har ende.

Brand. Da først I går tilbunds? Ja så!

Agnes (svinger sløret). Nej, da går legen mod det blå.

Ejnar. Først hundred år i glædestimlen,
med bryllupslamper tændt hver nat, –
et liv, et hundredårs tagfat –

Brand. Og så –?

Ejnar. Så hjem igen – til himlen.

Brand. Nå, det er den, I kommer fra?

Ejnar. Naturligvis; hvor ellers da?

Agnes. Ja, det vil sige, allersidst
vi kom fra dalen øst for fjeldet.

Brand. Jeg syntes og jeg øjned hist
et skimt af jer ved vandløbskellet.

Ejnar. Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore venner og veninder
og trykked håndslag, favntag, kys,
som segl på alle dyre minder.
Kom ned til os! Jeg skal fortælle,
hvor Gud har været mageløs, –
så vil De fatte jublens vælde –!
Fy, stå ej der, som om De frøs!
Se så! Tin op! Det kan jeg lide.
Først er jeg maler, må De vide,
og det var allerede smukt
at skænke mine tanker flugt,
så jeg kan kogle liv i farver,
som han gør sommerfugl af larver.
Men aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav til brud!
Jeg kom fra syd, fra rejser lange,
med malerkassen på min ryg –

Agnes (ivrig). Så kongeglad og frisk og tryg –
og kunde visst de tusend sange!

Ejnar. Just som jeg gennem bygden strøg,
var hun deroppe på besøg.
Hun skulde drikke fjeldets luft
og sol og dugg og graners duft.
Mig drev en gudsmagt op mod fjeldet;
det sang i mig: søg skønhedsvældet
på granemo, langs skogens elv,
i skyflugt under himlens hvælv! –
Da malte jeg mit mesterstykke:
et rosenblus på hendes kind,
et øjepar, som lyste lykke,
et smil, som sang i sjælen ind –

Agnes. Men hvad du malte, så du neppe, –
drak livets skål i blinde drag
og stod igen en solskinsdag
med stav i hånd og snøret skræppe –

Ejnar. Da strøg den tanke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I hast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle doktor blev så glad,
at selv han ikke vidste hvad.
Så holdt han lag tre døgn tilende,
med sang og dans, for mig og hende;
fra foged, lensmand, skriver, prest,
al voksen ungdom kom som gæst.
Fra gården brød vi op inat;
men derfor endtes gildet ej; –
med flag på stang, med løv om hat,
op over li, frem over hej,
af flokken fulgtes vi på vej.

Agnes. Vor færd på vidden var en dans,
snart to og to – og snart i krans.

Ejnar. Af sølvstøp drak vi vinen sød –

Agnes. I sommernatten sangen lød –

Ejnar. Og skodden, som faldt tung fra nord,
strøg lydig væk, hvor frem vi foer.

Brand. Og nu går vejen –!

Ejnar. Lige frem,
til byen.

Agnes. Der jeg har mit hjem.

Ejnar. Men først forbi de sidste toppe;
så ned til fjordens vik i vest;
på Egirs hest med dampen oppe
vi rider hjem til bryllupsfest, –
og så mod sydens land tilsammen,
lig svaner på den første flugt –!

Brand. Og der –?

Ejnar. Et bryllupsliv i gammen,
som drømmen stort, som sagnet smukt;
thi vid at denne søndagsmorgen,
skønt midt på vidden, uden prest,
vort liv blev lyst i fred for sorgen
og viet til en lykkefest.

Brand. Af hvem?

Ejnar. Af al den glade klynge.
Ved bægerklang hver uvejrssky
blev sat i ban, der turde tynge
det lette løvværk om vort ly.
Af sproget ud hvert ord de kyste,
som varsel bar om stormslags drøn;
med løv i håret de os lyste
som glædens børn i kuld og køn.

Brand. Far vel, I to!
(vil gå.)

Ejnar (studser og ser nærmere på ham). Nej, stands og vent!
Det tykkes mig som noget kendt
i Deres træk –

Brand (koldt). Jeg er Dem fremmed.

Ejnar. Og dog fra skolen eller hjemmet
jeg tror så visst, jeg mindes kan –

Brand. I skolen; ja, da var vi venner;
da var jeg gut; nu er jeg mand.

Ejnar. Det skulde aldrig være –?
(skriger med engang:)
Brand!
Ja, det er dig! Nu jeg dig kender!

Brand. Jeg kendte dig fra første stund.

Ejnar. Vel mødt, vel mødt af hjertens grund!
Se på mig! Ja, du er den gamle,
som altid i dig selv var nok,
hvem legen aldrig kunde samle
i kammeraters viltre flok.

Brand. Jeg var jo hjemløs mellem jer.
Dig tror jeg dog jeg havde kær,
skønt alle I der-sør i landet
var af en anden malm, end jeg,
som fødtes på et næs ved vandet,
i skyggen af en skogløs hej.

Ejnar. Din hjembygd, – ja, den er jo her?

Brand. Igennem den min vej nu bær.

Ejnar. Igennem den? Så? Vidre frem?

Brand. Ja vidt; og fort – forbi mit hjem.

Ejnar. Du er jo prest?

Brand (smiler). Stiftskapellan.
Lig haren under holtets gran
har jeg mit hus snart her snart hist.

Ejnar. Og hvor går rejsen nu tilsidst?

Brand (hurtigt og hårdt). Spørg ej om det!

Ejnar. Hvorfor?

Brand (forandrer tonen). Å jo!
Det skib, som venter eder to,
skal også føre mig herfra.

Ejnar. Min brudgomshest? Hurra, hurra!
Tænk, Agnes, han skal samme vej!

Brand. Ja, men jeg skal til gravøl, jeg.

Agnes. Til gravøl?

Ejnar. Du? Hvem skal begraves?

Brand. Den Gud, som nys du kaldte din.

Agnes (viger). Kom, Ejnar!

Ejnar. Brand!

Brand. I lin og skrin
hver jordtræls Gud, hver døgnværk-slaves,
skal lægges ned ved højlys dag.
Der må en ende på den sag.
Det er på tiden I forstår,
han skrantet har i tusend år.

Ejnar. Brand, du er syg!

Brand. Nej, sund og frisk,
som åsens tall, som bakkens brisk;
men det er tidens syge slægt,
som trænger til at vorde lægt.
I vil kun lefle, lege, le,
vil tro så småt, men ikke se, –
vil læsse hele vægtens ve
på en, som man har sagt jer kom
og tog den store straffedom.
Han lod for jer sig tornekranse,
og derfor har I lov at danse; –
ja dans, – men hvor du danser hen,
det blir en anden sag, min ven!

Ejnar. Å, jeg forstår! Den sang er ny
og yndet over bygd og by.
Du hører til det unge kuld,
som kalder livet tant og muld,
som jage vil med pølens skræk
alverden i en askesæk.

Brand. Nej, jeg er ingen «prækehest».
Jeg taler ej om kirkens prest;
knapt véd jeg, om jeg er en kristen;
men visst jeg véd, jeg er en mand,
og visst jeg véd, jeg øjner bristen,
der margstjal hele dette land.

Ejnar (smiler). Det har jeg endnu aldrig hørt,
vort gode land i rygte ført
for overmål af livsenslyst.

Brand. Nej, jublen sprænger intet bryst; –
thi var det så, da var det vel.
Lad gå at du er glædens træl, –
men vær det da fra kveld til kveld.
Vær ikke ét idag, igår,
og noget andet om et år.
Det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
Bacchanten er en klar idé,
en drukkenbolt hans ak og ve, –
Silenen er en skøn figur,
en dranker hans karrikatur.
Gå blot omkring i dette land,
og hør dig for hos alle mand,
og du vil se, enhver har lært
sig til at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt til brug i helgen,
lidt trofast efter fædres sed,
lidt lysten efter natverdsvælgen, –
thi det var samme fædre med, –
lidt varm om hjertet, er der gilde
og sangen runger for det lille
men klippefaste klippefolk,
der aldrig tog mod stryg og svolk, –
lidt ødsel når det gælder løfter, –
lidt hårfin når han ædru drøfter
det ord, som gaves i et lag,
til løsning på en alvorsdag.
Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;
hans fejl, hans fortrin, går ej vidt;
han er en brøk i stort og småt,
en brøk i ondt, en brøk i godt; –
men værst det er, – hver brøkens del
slår brøkens hele rest ihjæl.

Ejnar. Det er en letvindt ting at håne;
dog vakkrere det var at skåne –

Brand. Kanhænde det, – men ej så sundt.

Ejnar. Nu vel; til folkets syndebundt
jeg føjer både ja og amen,
men ser dog ej det hænger sammen
med ham, du lægge vil i skrin, –
den Gud, jeg endnu kalder min.

Brand. Min glade ven, du er jo maler; –
vis mig den Gud, hvorom du taler.
Du har jo malt ham, har jeg hørt,
og billedet har godtfolk rørt.
Han er vel gammel; ikke så?

Ejnar. Nu ja –?

Brand. Naturligvis. Og grå?
Tyndhåret efter gubbers vis,
med skæg som sølvtråd eller is, –
velvilligt stemt, men dog så streng,
at han kan skræmme børn i seng?
Hvorvidt du gav ham tøfler på,
se, det lar ved sit værd jeg stå;
men visst jeg tror det gjorde godt,
om han fik briller og kalot.

Ejnar (vred). Hvad skal det til –

Brand. Det er ej spot.
Just netop sådan ser han ud,
vort lands, vort folks familjegud.
Som katoliken gør en rolling
af Frelserhelten, gør I her
af Herren en affældig olding,
der er sin alders barndom nær.
Som paven har på Peters stol
tilovers snart kun dobbelt-dirken,
så snevrer I fra pol til pol
Vorherres rige ind til kirken.
I skiller liv fra tro og lære;
for ingen gælder det at være;
jer stræben er, jer ånd at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger til, for slig at slingre,
en Gud, som ser igennem fingre; –
som slægten selv, dens Gud må gråne
og males med kalot og måne. –
Men denne Gud er ikke min!
Min er en storm, hvor din er vind,
ubøjelig, hvor din er døv,
alkærlig der, hvor din er sløv;
og han er ung, som Herkules, –
ej nogen Gudfaer på de treds!
Hans stemme slog med lyn og skræk,
da han som ild i tornehæk
for Moses stod på Horebs berg,
som kæmpen står for dverges dverg.
Han standsed sol i Gibeons dal
og gjorde undre uden tal,
og skulde gøre dem endnu,
hvis slægten ej var slap, som du!

Ejnar (med et usikkert smil). Og nu skal slægten skabes om?

Brand. Det skal den, du, så sandt og visst
jeg véd, at jeg til verden kom.
som læge for dens sot og brist!

Ejnar (ryster på hovedet). Sluk ikke stikken, skønt den oser,
før lygten viser vejens spor;
stryg ikke sprogets gamle gloser,
før du har skabt de nye ord!

Brand. Ej noget nyt jeg stunder til;
det eviges ret jeg hævde vil.
Det er ej dogmer eller kirke,
som jeg vil løfte med mit virke;
thi begge så sin første dag,
og derfor var det muligt vel
de begge ser sin sidste kveld.
Alt skabt har jo et finis bag;
det fanger mén af møl og orm,
og må ifølge lov og norm
afvejen for en ufødt form.
Men der er noget til, som står; –
det er den ånd, som ej blev skabt,
som løstes, da den var fortabt,
i tidens første friske vår,
som slog med frejdig mandetro
fra kød til åndens ophav bro,
Nu er i småt den høkret ud, –
tak være slægtens syn på Gud; –
men frem af disse sjælestumper,
af disse åndens torsoklumper,
af disse hoder, disse hænder,
et helt skal gå, så Herren kender
sin mand igen, sit største værk,
sin ætling, Adam, ung og stærk!

Ejnar (afbrydende). Farvel. Jeg mener, det er bedst
vi skilles her.

Brand. Går I mod vest,
går jeg mod nord. To veje bær
til fjorden, begge lige nær.
Farvel!

Ejnar. Farvel.

Brand (vender sig ved nedgangen). Skil lys fra dunst.
Husk, – det, at leve, er en kunst.

Ejnar (vinker ham fra sig). Vend du kun verden op og ned;
min gamle Gud jeg holder ved!

Brand. Godt; mal ham du med krykkestav; –
jeg går og lægger ham i grav!
(går ned over stien.)

Ejnar (går i taushed hen og ser ned efter Brand).

Agnes (står et øjeblik som åndsfraværende; derpå farer hun op, ser sig urolig om og spørger):
Gik solen ned?

Ejnar. Nej, kun en sky
strøg for; nu lyser den påny.

Agnes. Her blæser koldt.

Ejnar. Det var et pust,
som jog igennem skaret just.
Her skal vi ned.

Agnes. Så sort mod sør
stod berget ej og stængte før.

Ejnar. Du så det ej for sang og leg,
før han dig skræmte, da han skreg.
Men lad ham gå sin bratte trap;
vi knytter legen, hvor den glap.

Agnes. Nej, ikke nu; – nu er jeg træt.

Ejnar. Det er igrunden også jeg, –
og nedfor er ej vejen let,
som borte på den flade hej.
Men har vi højden bagom os,
da skal vi danse just på trods, –
ja, tifold mere vildt og fort,
end ellers vi det havde gjort. –
Se, Agnes, se den stribe blå,
som solens glød nu glittrer på;
snart kruser den sig, snart den ler,
snart er den sølv, snart er den rav;
det er det store, friske hav,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke røg,
som længe langsmed leden strøg?
Og kan du se den sorte prik,
som nu just rundt om næsset gik?
Se, det er dampen; – din og min!
Nu står den fjorden lige ind!
Iaften står den ud fra fjord,
tilhavs, med dig og mig ombord! –
Der slører tågen tung og grå. –
Sig, Agnes, fik du øje på
hvor smukt sig hav og himmel malte?

Agnes (ser åndsfraværende lige ud og siger):
Ja visst. Men sig mig om du så –?

Ejnar. Hvad?

Agnes (uden at se på ham og dæmpet som i en kirke). Hvor han vokste, mens han talte!
(hun går nedover stien. Ejnar følger.)

(Vej langs fjeldvæggen med vildt dyb udfor til højre. Ovenfor og bag berget skimtes større højder med tinder og sne.)

Brand (kommer oppe på stien, går nedover, standser midtvejs på en fremspringende knart og ser ned i dybet). Ja, jeg kender mig igen!
Hvert et bådnøst, hver en grænd,
Jordfaldsbakken, osets birke,
og den gamle brune kirke,
elvekantens olderbuske,
alting kan fra barn jeg huske.
Men jeg tror, at mere gråt
er det nu, og mere småt;
og på berget skavlen hænger
mere yderligt end da,
har af dalens snevre himmel
skåret bort endnu en strimmel
luder, truer, skygger, stænger, –
stjæler mere sol ifra.
(sætter sig og ser langt udover.)
Fjorden. Var den og den gang
lige styg og lige trang?
Det er bygevejr. Der står
ind en råsejlsjagt for børen.
Sør, indunder hamrens skygge,
øjner jeg en bod, en brygge,
og der bag en rødmalt gård! –
Det er enkens gård på øren!
Enkens gård. Min barndoms hjem.
Minders minder myldrer frem.
Der, imellem strandens stene,
blev min barnesjæl alene. –
Over mig er klemslens vægt,
tyngslen af at stå i slægt
med en ånd, som altid peged
jordvendt, udenfor mit eget.
Alt, hvad stort jeg vilde før,
vimrer nu som bag et slør.
Modet, magten har mig sveget,
hug og sjæl blir slap og sprød;
her, ved nærmelsen af hjemmet,
ser jeg på mig selv som fremmed, –
vågner bunden, klippet, tæmmet,
Samson lig i skøgens skød.
(ser atter ned i dybet.)
Hvad er der for færd og virke?
Ud fra hver en plads og grænd
stævner kvinder, børn og mænd.
Snart i urd og snart i brækker
taber sig de lange rækker,
dukker atter op igen –
fremme ved den gamle kirke.
(rejser sig.)
O, jeg kan jer ud og ind,
slappe sjæle, sløve sind!
Hele eders Fadervor
har ej såpas viljevinge,
ikke såpas angstens drøn,
at deraf tilhimmels når, –
klangfuldt, som en røst skal klinge, –
andet end den fjerde bøn!
Den er landets løsen jo,
den er folkets feltråb blevet.
Ud af sammenhængen revet,
ind i alle hjerter skrevet,
ligger den som stormfordrevet
vrag af eders hele tro! –
Væk fra dette klumre slug!
Der er grubeluft herinde; –
her kan ingen fanes dug
flagre frit for friske vinde?
(vil gå; en sten kastes ovenfra og ruller nedigennem lien tæt ved ham.)

Brand (råber op). Hej der! Hvem kaster sten?
(Gerd, en femtenårs pige, løber oppe på bergkammen med stene i forklædet.)

Gerd. Han skreg!
Jeg traf!
(kaster igen.)

Brand. Hør, barn; stands denne leg!

Gerd. Der sidder han foruden mén
og vipper på en vindfældt gren!
(kaster igen og skriger.)
Der kommer han så vild som før!
Hjælp! Hu! Han hugger mig med klør!

Brand. I Herrens navn –!

Gerd. Hyss! Hvem er du?
Stå stilt, stå stilt; han flyver nu.

Brand. Hvem flyver?

Gerd. Så du ikke høgen?

Brand. Her? Nej.

Gerd. Den store stygge fugl
med kammen fladt på panden strøgen,
med rand om øjet rød og gul!

Brand. Hvor går din vej?

Gerd. Til kirke.

Brand. Så?
Da kan vi to jo følge slå.

Gerd. Vi to? Nej, jeg skal opad her.

Brand (peger nedover). Men der er kirken jo!

Gerd (ser hånligt smilende på ham og peger ned). Den der?

Brand. Ja visst; kom med.

Gerd. Nej; der er stygt!

Brand. Stygt? Hvorfor?

Gerd. Jo, for der er småt.

Brand. Hvor har du set en større bygt?

Gerd. En større? Å, det véd jeg godt.
Farvel!
(går opover.)

Brand. Går der din kirkevej?
Den bær jo til den vilde hej.

Gerd. Følg med mig, du, så skal du se
en kirke bygt af is og sne!

Brand. Af is og sne! Nu går det op!
Derinde mellem tind og top,
jeg komme kan fra gut ihug,
der findes skal et dalstrøgs slug;
Iskirken tror jeg det blev kaldt;
om den blev mange slags fortalt;
et frossent tjern er gulv og toft,
på skavlen ligger sneen kram
og spænder vidt sig, som et loft,
udover søndre væggens kam.

Gerd. Ja, det ser ud som is og fjeld,
men er nu kirke lige vel.

Brand. Gå aldrig did; et vindstøds kast
har tidtnok voldt at bræen brast;
et skrig, et rifleskud er nok –

Gerd (uden at høre på ham). Kom med og se en rensdyrflok,
som skreden slog, så op den kom
ivår først med den store flom.

Brand. Gå aldrig did; der er ej trygt!

Gerd (peger ned). Gå aldrig did; for der er stygt!

Brand. Guds fred med dig.

Gerd. Kom heller med!
Deroppe messer fos og skred;
der præker vind på jøklens vold,
så du blir både hed og kold.
Og høgen slipper aldrig ind;
han slår sig ned på Svartetind, –
der sidder han, det styggetøj,
som hane på min kirkefløj.

Brand. Vild er din vej og vild din sjæl, –
en langelek med sprukken fjæl.
Af slet blir slet kun, slet og ret, –
men ondt til godt kan vendes let.

Gerd. Der kommer han med vingesus!
Nu får jeg se at nå ihus!
Farvel; i kirken er jeg tryg, –
hu, hvor han kommer arg og styg!
(skriger.)
Kom ikke nær! Jeg kaster sten!
Slår du med klo, slår jeg med gren!
(flygter opover fjeldet.)

Brand (efter et ophold). Se, det var og en kirkegæst.
I dal, – på hej, hvem gør det bedst?
Hvem vimrer værst og vildest frem,
hvem famler længst fra fred og hjem, –
det letsind som, med krans af løv,
lar legen gå langs brattest slug, –
det slapsind, som går vejen sløv,
fordi det så er skik og brug, –
det vildsind, som har slig en flugt,
at fast hvad ondt det ser, blir smukt? –
Til kamp på tvers, til kamp på langs
mod denne trippelallians!
Jeg ser mit kald; det glittrer frem,
som sol igennem glugg påklem!
Jeg véd mit hverv; de trolde tre
i faldet bøder verdens ve; –
får slægten dem først lagt i grav,
da viftes verdenspesten af!
Op; rust dig, sjæl! Dit sverd fra lænd!
Til kamp for himlens odelsmænd!
(han stiger ned i bygden.)

En mand (bryder sig gennem trængslen). Af vejen!

En kvinde. Jeg kom først!

Manden (skubber hende tilside). Gå væk!
(trænger sig frem til fogden.)
Se her; fyld gabet i min sæk!

Fogden. Giv tid.

Manden. Ugørligt; – jeg må hjem;
der sidder sultne fire – fem!

Fogden (spasende). Du véd ej tallet på en prik?

Manden. Én drog med døden, da jeg gik.

Fogden. Bi lidt. Du står på listen vel?
(blader i sine papirer.)
Nej; – jo, du står. Det var dit held.
(til skriverkarlen.)
Giv nummer ni og tyve sit. –
Nå, nå, I godtfolk, vent dog lidt!
Nils Snemyr?

En mand. Ja!

Fogden. Idag du får
trekvart kun mod hvad du fik sidst.
I er jo færre nu.

Manden. Ja visst, –
hun Ragnhild døde ret igår.

Fogden (noterer). Én mindre. Spart er altid spart.
(til manden, som fjerner sig.)
Men far nu ikke hen i fart
og gift dig anden gang!

Skriverkarlen (fniser). Hi, hi!

Fogden (hvast). Hvad ler De af?

Skriverkarlen. Jeg lo fordi
herr fogden er så morsom.

Fogden. Ti!
Det stævne her er ingen spas;
men bedste råd mod gråd er fjas.

Ejnar (træder ud af flokken med Agnes). Nu har jeg tømt den sidste lomme,
og pung og tegnebog er tomme; –
ombord jeg kommer som en fant,
og sætter uhr og stok i pant.

Fogden. Ja, I to kom i rette stund.
Hvad jeg har samlet, er kun lidt;
det slår ej til, som hver kan vide,
når fattig hånd og halvmæt mund
skal skifte deles del af sit
med dem, som intet har at bide.
(får øje på Brand og peger op.)
En til! Velkommen! Har De hørt
om hungersnøden, flommen, tørken,
så løs for pungen, er den snørt.
Vi tar imod af alle slags.
Vort forråd er på bunden straks; –
fem fiske små i armods ørken
gør intet måltid nutildags.

Brand. Ti tusend, i en afguds navn
delt ud, blev ingen sjæl til gavn.

Fogden. Det var ej ord jeg bad Dem om.
Ord er kun sten, er maven tom.

Ejnar. Det er umuligt, at du véd
hvor hårdt og længe folket led!
Brand, her er uår, sult og sot.
Her ligger lig –

Brand. Jeg ser det godt.
På hvert et øjes blygrå ring
det kendes hvem som holder thing.

Fogden. Og endda står De hård som flint!

Brand (træder ned iblandt mængden og siger med eftertryk):
Hvis livet her gik slapt og lindt,
gik trægt sin gang med hverdagsnød,
da ynked jeg jert skrig om brød.
Må du på fire krybe hjem,
da kommer dyret i dig frem.
Går dag for dag i lummer ro,
i skridtgang som et ligfærdstog,
da ligger det så nær at tro
sig strøgen ud af Herrens bog.
Men eder var han mere god;
han dryssed rædsel i jert blod;
med dødsnøds svøber han jer slog;
hvad dyrt han gav, han atter tog –

Flere røster (afbryder ham truende). Han sparker os i al vor nød!

Fogden. Han skælder os, som gav jer brød?

Brand (ryster på hovedet). O, kunde alt mit hjerteblod
jer læske som en helsens flod,
det skulde vælde frem i flom
til årens seng var tør og tom.
Men her at hjælpe var en synd!
Se, Gud vil løfte jer af dynd; –
et livsfolk, – om end spredt og svagt, –
af trængslen suger marg og magt;
det sløve syn får falkeflugt,
og skuer vidt og skuer smukt,
den veke vilje skyder ryg
og ser bag striden sejren tryg;
men avler nød ej adelsfærd,
er flokken ej sin frelse værd!

En kvinde. Der slår et uvejr over fjord,
som om det vaktes ved hans ord!

En anden. Han ægger Gud! Min spådom mærk!

Brand. Jer Gud gør intet underværk!

Kvinderne. Se vejret! Se!

Røster blandt mængden. Af bygden driv
den hårde sjæl med sten og kniv!
(Almuen stimler truende sammen om Brand. Fogden træder imellem. – En kvinde, forvildet og forreven, kommer ilsomt ned over bakkerne.)

Kvinden (skriger frem mod flokken). Hvor får jeg hjælp i Jesu navn!

Fogden. Hvad trænges? Nævn hvad nød, hvad savn –

Kvinden. Ej nød, ej savn det gælder nu!
Det gælder verdens værste gru!

Fogden. Hvad er det? Tal!

Kvinden. Jeg har ej røst!
Hvor findes presten? – Hjælp og trøst!

Fogden. Her er ej prest –

Kvinden. Fortabt, fortabt!
Hård var du, Gud, at jeg blev skabt!

Brand (nærmer sig). Kanhænde dog her findes én.

Kvinden (griber ham om armen). Så lad ham komme, vær ej sen!

Brand. Nævn mig din nød, så kommer han.

Kvinden. Tversover fjorden –

Brand. Nu?

Kvinden. Min mand –
tre sultne små, og huset tømt, – –
sig nej, sig nej, – han er ej dømt!

Brand. Tal først.

Kvinden. Min barm var tørket ud;
os hjalp ej mennesker, ej Gud;
den yngste tungt med døden drog;
det skar hans sjæl; han barnet slog –!

Brand. Han slog –!

Almuen (i rædsel). Sit barn!

Kvinden. I samme stund
han så sin gernings afgrundsbund!
Hans anger flommed som en elv;
han lagde voldshånd på sig selv. –
Kom, berg hans sjæl trods vejr og sjø!
Han kan ej leve, tør ej dø;
med liget ligger han i favn
og skriger på den ondes navn!

Brand (stille). Ja, her er nød.

Ejnar (bleg). Er muligt sligt!

Fogden. Han hører ej til mit distrikt.

Brand (kort, til almuen). Gør loss en båd og sæt mig over!

En mand. I sligt et vejr? Det ingen vover!

Fogden. Rundt fjorden går en sti –

Kvinden. Nej, nej, –
nu findes ingen farbar vej;
jeg foer den, men et elvebrudd
skar lige bag mig kloppen ud!

Brand. Gør båden loss.

En mand. Umuligt nu;
det bryder over grund og flu!

En anden. Se der! Et kast fra højden strøg,
så hele fjorden står i røg!

En tredje. Er vejret sligt, med slag og skrald,
så lyser provsten messefald!

Brand. En syndersjæl, sin domsstund nær,
ej venter efter vind og vejr!
(går ned i en båd og løser sejlet.)
I vover båden?

Ejeren. Ja; men bliv!

Brand. Godt; kom nu den, som vover liv!

En mand. Jeg går ej med.

En anden. Og ikke jeg!

Flere. Det var den lige dødsens vej!

Brand. Jer Gud hjalp ingen over fjord;
men husk, at min er med ombord!

Kvinden (vrider hænderne):
Han ufrelst dør!

Brand (råber fra båden):
Én mand er nok
til hjælp med øsekar og fok!
Kom, en af jer, som nylig gav!
Giv, mænd, giv indtil død og grav!

Flere (viger tilbage). Kræv aldrig sligt!

En enkelt (truende). Af båden ud!
Det er for stærkt at friste Gud!

Flere røster. Se, vejret vokser!

Andre. Linen brast!

Brand (hugger sig fast med bådshagen og råber til den fremmede kvinde). Godt; kom da du; men kom i hast!

Kvinden (viger tilbage). Jeg! Her, hvor ingen –!

Brand. Lad dem stå!

Kvinden. Jeg kan ej!

Brand. Kan ej?

Kvinden. Husk de små –!

Brand (ler). Dynd er den grund, I bygger på!

Agnes (vender sig med blussende kinder raskt om til Ejnar, lægger hånden på hans arm og siger):
Har alt du hørt!

Ejnar. Ja; han er stærk!

Agnes. Gud signe dig! Du véd dit værk!
(råber til Brand:)
Se, – her er én, som vel er værd
at følge med på frelsens færd!

Brand. Så kom!

Ejnar (bleg). Jeg!

Agnes. Gå! Jeg har dig skænkt!
Højt ser mit syn, som før var sænkt!

Ejnar. Før dig jeg traf, jeg skulde skænkt
mig selv, og villig med ham styrt –

Agnes (bævende). Men nu –!

Ejnar. Mit liv er ungt og dyrt; –
jeg kan det ej!

Agnes (viger tilbage). Hvad har du sagt!

Ejnar. Jeg tør det ej!

Agnes (skriger ud). Nu blev der lagt,
med stormslag og med strømnings fos,
et verdenshav imellem os!
(til Brand:)
Jeg går i båden!

Brand. Godt; så kom!

Kvinderne (forfærdede, idet hun springer ombord). Hjælp, Jesus!

Ejnar (griber fortvivlet efter hende). Agnes!

Hele mængden (iler til). Stands! Vend om!

Brand. Hvor ligger huset?

Kvinden (peger ud). Ende der, –
på næset bag det svarte skær!
(båden støder fra land.)

Ejnar (skriger efter dem). Husk dine syskend; husk din moer!
Frels livet!

Agnes. Her er tre ombord!
(Båden sejler. Almuen stimler sammen på højderne og ser efter den i stærk spænding.)

En mand. Han klarer odden!

En anden. Nej!

Første. Jo, se, –
han har den agter alt i læ!

Anden. En kastevind! Den har dem fat!

Fogden. Se, se, – den stryger med hans hat!

En kvinde. Så svart, som korpens vinge, slår
i vejret vildt hans våde hår!

Første mand. Alt står i kog og røg.

Ejnar. Hvad var
det skrig, som gennem stormen skar?

En kvinde. Det kom fra fjeldet.

En anden (peger op). Der står Gerd
og ler og hujer ad hans færd!

Første kvinde. Hun blæser i et bukkehorn
og kaster sten som koglekorn!

Anden kvinde. Nu slang hun hornet som en vånd
og tuder i den hule hånd!

En mand. Ja, tud og skrig, du stygge trold, –
den karl har både vagt og skjold!

En anden. I værre vejr, med ham tilrors,
står trygt jeg næste gang tilfjords.

Første mand (til Ejnar). Hvad var han?

Ejnar. Prest.

Anden mand. Ja, hvad han var, –
det kendtes vel, han var en karl!
I ham var mod og magt og trods.

Første mand. Det var en rigtig prest for os!

Mange røster. Ja, det var rigtig prest for os!
(de spreder sig ud over bakkerne.)

Fogden (samler sine papirer og bøger). Det formløst er i alle fald
at træde op i fremmed kald,
og gribe ind og vove liv
foruden tvingende motiv. –
Jeg gør bestandig og min pligt, –
men altid indom mit distrikt.
(går.)

(Udenfor hytten på næset. Det er langt på dagen. Fjorden ligger blank og stille.)
(Agnes sidder nede ved stranden. Lidt efter kommer Brand ud af døren.)

Brand. Det var døden. Af den tvætted
alle rædslers stænk og skræk;
nu med stille store træk
ligger han så lys og lettet.
Kan et svigtende bedrag
gøre nat til slig en dag?
Af sin vilde helvedbrøde
så han ydre skorpen kun, –
det, som nævnes kan med mund, –
det, som gribes kan med hænder, –
som hans navn med brandflek skænder, –
volden mod den lille døde.
Men de to, som sad forskræmt,
stirrende med store øjne,
stilt, som fugle sammenfløjne,
op i skorstenskrogen klemt, –
de, som bare så og så, –
skønte ikke selv hvorpå, –
de, hvis sjæle fik en plet
ætset ind, som ej de skrubber
af i tidens slid og tvæt,
selv som bøjde sølvhårsgubber, –
de, hvis livsens-elv skal rinde
ud fra dette stygge minde, –
de, som nu skal gro i lys
af hans nattegernings gys, –
de, som aldrig ud kan brænde
denne tankes ådselbål, –
dem han mægted ej at kende
som de to, der har ihænde
just det store eftermål. –
Og fra dem går kanske ud
led på led til synd og brudd.
Hvorfor? Hule afgrundssvar, –
de var sønner af sin faer!
Hvad skal stryges ud i stilhed?
Hvad skal jævnes ud med mildhed?
Når begynder ansvarsvægten
af ens arvelod fra slægten?
Hvilken thingdag, hvilken dommer,
når det store forhør kommer!
Hvem skal prøve, hvem skal vidne,
hvor enhver er delinkvent;
hvem tør lægge frem sit skidne
transporterte dokument?
Tages da for godt det svar:
Gælden skriver sig fra faer? –
Svimmeldybe nattegåde,
ingen mægter dig at råde.
Men på afgrundsbredden danser
sværmen uden sind og sanser; –
sjæle skulde skrige, bæve, –
men ej én blandt tusend øjner,
hvilket skyldberg der sig højner
fra det lille ord: at leve.
(Nogle mænd af almuen kommer frem bag huset og nærmer sig Brand.)

En mand. Vi skal nok mødes anden gang.

Brand. Han har til eders hjælp ej trang.

Manden. Selv er han løst og hjulpen; men
i stuen sidder tre igen.

Brand. Og så?

Manden. Af smulerne, vi fik,
vi førte med en liden slik –

Brand. Hvis alt du gav foruden livet,
da vid, at du har intet givet.

Manden. Hvis han, som her nu ligger død,
idag var stedt i livsensnød
og skreg om hjælp fra bådens hvælv,
jeg skulde vovet livet selv.

Brand. Men sjælens nød har ingen vægt?

Manden. Husk på, vi er en slæbets slægt.

Brand. Så vend jert hele fulde syn
fra lyset over åsens bryn;
skel ej, som nu, med venstre øjet
tilhimmels, og det højre vendt
mod muldet, hvor, med ryggen bøjet,
I har jer selv for åget spændt.

Manden. Jeg havde tænkt, du heller gav
det råd at ryste åget af.

Brand. Ja, om I kan.

Manden. Du ejer magt.

Brand. Gør jeg?

Manden. Alt mangen har os sagt
og vist, hvor vejen var, før nu; –
de pegte, men du gik den, du.

Brand. Du mener –?

Manden. Ikke tusend ord
sig prenter, som én gernings spor.
Vi søger dig i bygdens navn; –
vi ser, en mand er just vort savn.

Brand (urolig). Hvad vil I mig?

Manden. Bliv du vor prest.

Brand. Jeg? Her!

Manden. Du har vel hørt og læst,
vor menighed er presteløs?

Brand. Ja nu jeg mindes –

Manden. Før i tiden
var bygden stor, nu er den liden.
Da uår kom, da kornet frøs,
da sot faldt over folk og fæ,
da armod slog hver mand iknæ,
da nøden sang hver sjæl i døs,
da her blev dyrt på sul og sæd, –
da blev her prestedyrtid med.

Brand. Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!
På mig er lagt en større pligt.
Jeg trænger livets stærke røre,
jeg trænger verdens åbne øre.
Hvad skal jeg her? Hvor fjeldet stænger,
har mandemælet ingen magt.

Manden. Hvor fjeldet svarer, lyder længer
det ord, som fuldt og stærkt blir sagt.

Brand. Hvem lukker sig i gruben inde,
når vangen vinker fri og flak?
Hvem pløjer ødemarken brak,
når der er odlet land at finde?
Hvem vil af kærner høste frugt,
når ungtrær står i modningsaldren?
Hvem sløver sig i døgnværkskvaldren,
når han har syners lys og flugt?

Manden (ryster på hovedet). Din dåd forstod jeg, – ej dit ord.

Brand. Spørg ikke mer! Ombord, ombord!
(vil gå.)

Manden (træder ivejen for ham). Det kald, som ej du slippe vil,
det værk, som nu du stunder til, –
det er dig altså dyrt?

Brand. Mit liv
i et og alt det er!

Manden. Så bliv!
(med eftertryk.)
Hvis alt du gav foruden livet,
så husk, at du har intet givet.

Brand. Ét ejes, som du ej kan skænke;
det er dit eget indre selv.
Du tør ej binde, tør ej lænke,
du tør ej stemme kaldets elv; –
den vil sin vej til havets hvælv.

Manden. Blev den i myr og tjern begravet, –
den når som dugg tilslut dog havet.

Brand (ser visst på ham). Hvo gav dig slige ord i munden?

Manden. Du gav mig dem i storværkstunden.
Da stormen skreg, da sjøen slog,
da frem trods storm og sjø du drog,
da for en rådløs syndersjæl
du satte livet på en fjæl, –
da strøg det gennem mangt et sind
snart koldt, snart varmt, som sol og vind,
da ringed det som klokkeklemt – –
(sænker stemmen.)
Imorgen, kanske, er det glemt;
da firer vi det løftningsflag,
du hejste over os idag.

Brand. Hvor kraft ej er, der er ej kald.
(hårdt.)
Kan ej du være, hvad du skal, –
så vær alvorligt, hvad du kan;
vær helt og holdent muldets mand.

Manden (ser en stund på ham og siger):
Ve dig, som slukte, da du gik;
ve os, som så et øjeblik!
(han går; de øvrige følger stille efter.)

Brand (ser længe efter dem). En for en med bøjde nakker
går den stille klynge hjem.
Sindet sturer, foden sakker,
staver tungt og træt sig frem;
hver af dem med tungsinds lader
går som truet af et ris,
går, som menneskenes fader
dreven ud af Paradis, –
går, som han, med skyldslørt tinding, –
ser, som han, i mørkets gab, –
bær, som han, sin kundskabs vinding, –
bær, som han, sin blindheds tab;
Mennesket jeg kækt har villet
skabe nyt og helt og rent; –
der er værket, – brødens billed,
ikke Guds, som det var ment. –
Ud herfra til større vidder;
her er rum ej for en ridder!
(vil gå, men standser, idet han ser Agnes ved stranden.)
Se, hvor lyttende hun sidder,
som om her var sang i luften.
Lyttende hun sad i båden,
da den skar de rørte vande, –
lyttende hun holdt i tuften, –
lyttende hun havråksfråden
rysted af sin klare pande.
Det ser ud som hørslen bytted
plads og hun med øjet lytted.
(nærmer sig.)
Unge pige, er det fjordens
krumme vej, som synet følger –?

Agnes (uden at vende sig). Hverken fjordens eller jordens;
begge sig for synet dølger.
Men en større jord jeg skimter;
skarpt mod luften står dens runding;
have ser jeg, floders munding;
solblink gennem tågen glimter.
Jeg ser slaglys, luerøde,
legende om skyslørt tinde,
ser en umålt ørkens øde.
Store palmer står derborte,
svajer i de hvasse vinde,
kaster bag sig skygger sorte.
Intet livstegn er at finde;
det er ligt en jord, som skabes;
og jeg hører røster runge,
og jeg hører stemmer tolke:
nu du frelses eller tabes;
gør dit værk, det ansvarstunge; –
denne jord skal du befolke!

Brand (reven med). Sig, hvad mer du ser!

Agnes (lægger hånden på brystet). Herinde
kan jeg kende kræfter ulme,
kan jeg føle floder svulme,
kan jeg se en dagning rinde.
Hjertet, lig en verden, vider
stort sig ud til alle sider,
og jeg hører stemmer tolke:
denne jord skal du befolke!
Alle tanker, som skal komme,
hver en gerning, som skal gøres,
vågner, hvisker, ånder, røres,
som om fødslens stund var omme;
og jeg aner mer end øjner
ham, som ovenom sig højner,
føler at han skuer ned
fuld af sorg og kærlighed,
lys og mild som morgenrøden,
og bedrøvet dog til døden;
og jeg hører røster runge:
nu du skabe skal og skabes;
nu du frelses eller tabes; –
gør dit værk, det ansvarstunge!

Brand. Indad; indad! Det er ordet!
Did går vejen. Der er sporet.
Eget hjerte, – det er kloden,
nyskabt og for Gudsliv moden;
der skal viljegribben dødes,
der den nye Adam fødes.
Lad så verden gå sin gang
under trældom eller sang; –
men ifald vi fiendtligt mødes, –
hvis mit værk den knuse vil, –
da, ved himlen, slår jeg til!
Plads på hele jordens hvælv
til at være helt sig selv, –
det er lovlig ret for manden,
og jeg kræver ingen anden!
(tænker stille en stund og siger:)
Være helt sig selv! Men vægten
af ens arv og gæld fra slægten?
(standser og ser ud.)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende opover bakken,
kroget, ludende med nakken?
For at puste må hun stå,
støtter sig for ej at slingre,
griber med de magre fingre
hvast i sine dybe lommer,
som en skat hun slæbte på.
Om den visne benrad slænger
stakken, som en fjærhams lægg;
hånden krummer sig som tænger;
hun er ørnen lig, der hænger
spigret på en stabbursvæg.
(pludselig angst.)
Hvilket iskoldt barneminde,
hvilket gufs fra hjem og fjord
drysser rim om denne kvinde, –
drysser værre rim herinde – –?
Nådens Gud! Det er min moer!

Brands moder (kommer opover, standser halvvejs synlig i bakken, holder hånden skyggende over øjnene og ser sig om). Her, har de sagt, han var.
(kommer nærmere.)
Den onde
ta'e solen, – hun gør halvt mig blind!
Søn, er det dig?

Brand. Ja.

Moderen (gnider øjnene). Hu; det skin,
det brænder en i synet ind;
en kan ej skille prest fra bonde.

Brand. Derhjemme så jeg aldrig sol
fra løvet faldt til gøgen gol.

Moderen (ler stille). Nej, der er godt. Der blir en frossen,
som istap-kallen over fossen.
En blir så stærk, at hvadsomhelst
en tør, – og tror sig endda frelst.

Brand. Goddag. Farvel. Min tid er knap.

Moderen. Ja, du har altid været rap.
Som gut du stunded bort herfra –

Brand. At bort jeg foer, dig tyktes bedst.

Moderen. Ja, det var skelligt nu som da;
det trængtes vel at du blev prest.
(betragter ham nærmere.)
Hm, han er vokset stærk og stor.
Men agt nu bare på mit ord, –
vær vaer om livet!

Brand. Er det alt?

Moderen. Ja, livet? Ja, hvad er der mere?

Brand. Jeg mener: rådet, som nu faldt,
er det det hele?

Moderen. Véd du flere,
så brug dem som du vil. Men livet,
berg det for mig; jeg har det givet.
(vred.)
Det spørges vidt, hvad du har øvet;
og det har gjort mig ræd og skræmt.
Tilfjords idag! Du kunde røvet,
hvad du for min skyld skulde gemt.
Du er den eneste i slægten.
Du er min søn, mit kød og blod.
Du slutter af, som tagryg-lægten,
det hus, jeg tømred, fod for fod.
Hold fast; stå stærk; bær lange tider!
Vær vaer om livet! Aldrig svigt!
At leve er en arvings pligt, –
og du blir min – engang – omsider –

Brand. Så? Derfor er det, at du kommer
og søger mig med fyldte lommer?

Moderen. Søn, er du gal!
(viger tilbage.)
Kom ikke nær!
Bliv stående! Jeg slår med staven!
(roligere.)
Hvad mente du med det? – Hør her!
Jeg ældes år for år; det bær
sent eller tidligt frem mod graven;
så får du alt, hvad jeg har ejet;
det ligger tællet, målt og vejet. –
Jeg har ej på mig! – Hjemme ligger
det hele. Det er ikke stort;
men den, som får det, er ej tigger. –
Stå der du står! Kom ej herbort! –
Jeg lover dig, jeg skal ej putte
i sprækker eller grave ned
en hvid på noget ukendt sted, –
ej gemme noget under stene,
i muren, under gulvets fjæl; –
du, sønnen min, får arven hel;
altsammen går til dig alene.

Brand. På visse vilkår?

Moderen. På det ene,
at ej du skal med livet rutte.
Hold ætten oppe, søn for søn;
jeg kræver ingen anden løn.
Og sørg så for, at intet spildes, –
at intet deles eller skilles; –
øg, eller ikke, hvad du får;
Men gem det, gem det år for år!

Brand (efter et kort ophold). En sag får klares mellem os.
Jeg har fra gut af vist dig trods; –
jeg var ej søn, du var ej moer,
til du blev grå og jeg blev stor.

Moderen. Jeg kræver ikke klap og smek.
Vær som du vil; jeg er ej vek.
Vær hård, vær strid, vær istapkold, –
det kløver ej mit bringeskjold;
gem blot din arv, – om død og gold, –
når kun den er i slægtens vold!

Brand (går et skridt nærmere). Og hvis jeg tvertom fik isinde
at strø den ud for alle vinde?

Moderen (tumler tilbage). Strø ud, hvad gennem trældoms-år
har krøgt min ryg og blegt mit hår!

Brand (nikker langsomt). Strø ud.

Moderen. Strø ud! Hvis det du gør,
for vinden ud min sjæl du strør!

Brand. Og hvis jeg gør det lige vel?
Hvis ved din seng jeg står en kveld,
når lys er foran lejet sat,
når du med salmebog i hænder
skal sove dødens første nat, –
hvis da jeg gramser, famler, kender,
hvis frem jeg finder skat for skat, –
hvis jeg taer lyset, hvis jeg tænder –?

Moderen (nærmer sig i spænding). Hvor har du denne tanke fra?

Brand. Hvorfra? Skal jeg fortælle?

Moderen. Ja!

Brand. Ifra et barndomseventyr,
som aldrig af mit minde flyr,
som skræmmer sjælen, lig et ar
ifra et helet hareskar.
Det var en høstkveld. Død var faer,
og du lå syg. Jeg sneg mig ind,
hvor han lå bleg i vokslysskin.
Jeg stod og stirred fra en krog,
og så han holdt en salmebog;
mig undred mest den dybe dvale,
og hvi hans håndled var så smale;
jeg kendte lugt af kuldslået lin; –
da hørte jeg på gangen trin; –
ind kom en kvinde, så mig ej, –
hun gik til sengen rakt sin vej.
Hun gav sig til at gramse, rode;
først flytted hun den dødes hode,
så trak hun frem en bundt, så flere, –
hun tælled, hvisked: mere, mere!
Så grov hun ud af sengens puder
en pakke, bunden til med knuder;
hun rev, hun hugg med ilske hænder,
hun bed den op med sine tænder.
Hun grov påny. Hun hitted flere.
Hun tælled, hvisked: mere, mere!
Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;
hun vejred efter gemslers spor, –
og fandt hun, – fluks med jublens angst
hun skød, som falken, på sin fangst.
Tilslut var hver en lønkrog tømt;
hun gik af stuen som en dømt;
hun svøbte fundet i en pjalt
og stønned stilt: så det var alt!

Moderen. Mit krav var stort, mit fund var skralt;
og det var mer end dyrt betalt.

Brand. Det blev dig dyrere endda;
mit sønnesind det stjal dig fra.

Moderen. Lad gå. Det er jo gammel brug
at købe gods for sind og hug.
Jeg gav fra først en større pris;
jeg tror, jeg gav mit livs forlis.
Jeg noget gav, som nu er slukt; –
det står mig for som lys og flugt,
som noget både dumt og smukt; –
jeg gav, hvad knapt jeg længer véd; –
folk kaldte det for kærlighed. –
Jeg mindes godt, min strid var svar;
jeg mindes godt det råd fra faer:
glem husmandsgutten; tag den anden;
agt ikke på hans visne krop;
det er en karl med kløgt i panden;
han øger ejet dobbelt op! –
Jeg tog ham, men fik skam til tak.
Til dobbelt op han aldrig rak.
Men siden har jeg slæbt og slidt,
så nu der fattes ikkun lidt.

Brand. Og mindes du, så nær din grav,
at sjælen du på købet gav?

Moderen. At det jeg mindes, vistes bedst,
da sønnen min blev sat til prest.
Når timen kommer, for min tarv
du sørge skal til tak for arv.
Jeg ejer både fast og løst;
du ejer ord og magt og trøst.

Brand. Så klog du er, du så dog fejl,
da mig du så i hjemmets spejl.
Der gives fler langs li og led
med slig forældrekærlighed; –
I ser i barnet en forvalter
for husets efterladte pjalter;
af evigheden går et skær
forbi jer tanke hist og her;
I griber efter den og mener
I tingen er på livet nær,
når æt og arv I sammengrener, –
at døden I med livet ener,
at evighed som sum I får
af sammenlagte rækker år.

Moderen. Gransk ikke, søn, din moders sind,
men tag din arv, når den blir din.

Brand. Og gælden?

Moderen. Gælden? Hvilken gæld?
Der er ej nogen gæld.

Brand. Nu vel;
men hvis der var, – jeg måtte svare
til hvert et skyldbrev, alting klare.
Søns sag det er, at alle krav
sker fyldest på hans moders grav;
var huset tomt, når jeg det tog, –
jeg arved dog din skyldnerbog.

Moderen. Så byder ingen lov.

Brand. Ej den,
som skreven er med blæk og pen;
men i hvert ærligt sønnesind
en anden lov står ristet ind, –
og denne lov skal fyldest ske.
Forblindede, lær dog at se!
Guds bo på jord har du forringet,
dit sjælelån har du forødt,
det billed, hvori du blev født,
har du med dyndets skimmel dækt;
den ånd, som engang var bevinget,
har du i myldret vingestækt.
Det er din gæld. Hvor vil du hen,
når Herren kræver sit igen?

Moderen (sky). Hvor jeg vil hen? Hvor hen?

Brand. Frygt ej;
din søn taer al din gæld på sig.
Gudsbilledet, som du har plettet,
i mig skal rejses viljetvættet!
Gå du kun trøstig til de døde.
Gældbunden sover ej min moer; –
jeg klarer gælden.

Moderen. Gæld og brøde?

Brand. Din gæld. Kun den; mærk vel mit ord.
Din sjælegæld din søn skal klare;
men for din synd må selv du svare.
Den sum af menneske, som blev
forskingret i en jordtræls stræv,
kan indtil sidste rest og hvid
betales ved en andens id;
men at den ødtes, det er brøden;
for den er anger – eller døden!

Moderen (urolig). Det er nok bedst jeg kommer hjem
i skyggen under bræens brem;
her skyder giftig tankegrøde
i dette klumre solskins skær;
en blir af duften næsten svimmel.

Brand. Søg skyggen du; jeg er dig nær.
Og drages du mod lys og himmel,
og stunder du imod et møde,
da skik mig bud og jeg skal komme.

Moderen. Ja, du med dine straffedomme!

Brand. Nej, varm som søn og mild som prest
jeg værger dig mod rædslens blæst;
med sang jeg ved dit lejes fod
skal svale svien i dit blod!

Moderen. Det lover du med hånd og mund?

Brand. Jeg kommer i din angers stund.
(nærmere ved hende.)
Men vilkår sætter jeg, som du.
Alt, hvad til jord dig binder nu,
skal du frivilligt kaste af
og skride nøgen mod din grav.

Moderen (slår vildt imod ham). Byd ilden skilles fra sin hede,
sne fra sin frost, sjø fra sin væde!
Slå af!

Brand. Kast midtfjords barn af båden,
og bed at Gud vil signe dåden.

Moderen. Kræv anden bod; kræv sult og tørst, –
Men ikke det, som tykkes størst!

Brand. Går end det største udenom,
al resten mildner ej hans dom.

Moderen. Jeg lægger sølv i kirkeblok!

Brand. Alt?

Moderen. Søn, er meget ikke nok?

Brand. For dig er intet bodsværk, før,
som Hjob på askens hob, du dør.

Moderen (vrider hænderne). Mit liv forspildt, min sjæl forstødt;
om stakket tid mit gods forødt!
Så hjem og kryste tæt i favn
alt, hvad af mit endnu bær navn!
Mit gods, mit smertens barn, mit gods, –
for dig jeg rev mit bryst tilblods; –
nu hjem og græde som en moer
ved vuggen for sit syge noer. –
Hvi blev min sjæl da født i kød,
når kødets elsk er sjælens død? –
Bliv nær mig, prest! – jeg véd ej nu
hvad sind jeg får i timens gru.
Må alting jeg ilive miste, –
jeg vil dog vente til det sidste.
(går.)

Brand (ser efter hende). Ja, din søn skal nær sig holde,
bie på din bodsstunds bud,
varme op din gamle kolde
hånd, så fort den rækkes ud.
(går nedover til Agnes.)
Kvelden blev ej morgnen lig.
Da stod sind og hug til krig;
fjernt jeg hørte slagsang klinge,
vredens sverd jeg vilde svinge,
knuse løgnen, dræbe trolde,
klemme verden mellem skjolde.

Agnes (har vendt sig om og ser lyst op til ham). Morgnen var mod kvelden bleg.
Da jeg vilde løgn og leg,
vilde vinde, vilde skabe,
hvad min vinding var at tabe.

Brand. Stærke drømme, fagre drømme,
kom i flok som vilde svaner,
løfted mig på brede vinger.
Udad så jeg mine baner; –
slægtens, tidens skyldbetvinger
stævned stor på støjens strømme.
Kirkeprocessioners pragt,
hymner, virak, silkefaner,
gyldne skåler, sejersange,
løftnings-jublen fra de mange,
lyste, om mit livsværk lagt. –
Alt lå lokkende og rigt; –
men det hele var et digt,
kun et viddens glimmersyn,
halvt i solblink, halvt i lyn. –
Nu jeg står, hvor gråt det kvælder
længe førend dagen hælder, –
står imellem urd og sund,
udestængt fra verdensvrimlen,
med en strime kun af himlen, –
men jeg står på hjemmets grund.
Sunget er mit søndagsdigt;
af må vingehesten sadles;
men jeg ser et større mål,
end en dyst med ridderstål, –
slidets dagværk, yrkets pligt,
skal til søndagsgerning adles.

Agnes. Og hin Gud, som skulde falde?

Brand. Han skal falde ligefuldt, –
men i løndom, dulgt og skjult,
ikke åbenlyst for alle.
Grant jeg ser, at fejl jeg tolked
frelsens helsebod for folket.
Ingen bramfuld storværkshandling
løfter slægten til forvandling;
vækkelsen af rige evner
bøder ej dens sjælerevner.
Det er viljen, som det gælder!
Viljen frigør eller fælder,
viljen, hel, i alt det spredte,
i det tunge som det lette. –
(vender sig indover mod bygden, hvor aftenskyggerne begynder at falde.)
Kom da, mænd, som vandrer sløve
i min hjembygds lukte dale; –
sjæl mod sjæl i tomandstale
vil vort lutringsværk vi prøve,
halvhed fælde, løgnen døve,
vække viljens unge løve!
Hånd om hakken, som om sverdet,
enes kan med mandeværdet;
ét er målet, – det at blive
tavler, hvorpå Gud kan skrive.
(Han vil gå. Ejnar møder ham.)

Ejnar. Stands og giv mig, hvad du tog!

Brand. Er det hende? Der hun sidder.

Ejnar (til Agnes). Vælg imellem lyse vidder
og den skumle sorgens krog!

Agnes. Jeg har intet valg at gøre.

Ejnar. Agnes, Agnes, lån mig øre!
Kom ihug den gamle lære:
let at løftes, tungt at bære.

Agnes. Gå med Gud, du fagre frister;
jeg skal bære til det brister.

Ejnar. Tænk på alle dine kære!

Agnes. Hils til syskend, hils til moer;
brev jeg skikker, får jeg ord.

Ejnar. Ude på de blanke vande
skær de hvide sejl fra strand; –
længsler lig på drømfyldt pande,
høje, perlestænkte stavne,
jager, flygter, for at havne
fjernt ved et forgættet land!

Agnes. Sejl i vester eller øster; –
tænk på mig som en begravet.

Ejnar. Agnes, følg mig som en søster!

Agnes (ryster på hovedet). Mellem os er verdenshavet.

Ejnar. O, så hjem da til din moer!

Agnes (stille). Ej fra lærer, ven og broer.

Brand (kommer et skridt nærmere). Unge kvinde, vogt dig vel.
Klemt imellem fjeld og fjeld,
skygget om af tag og tinde,
stængt i revnens halvnat inde,
skal mit liv fra nu af rinde
som en stur Oktoberkveld.

Agnes. Mørket skræmmer ikke længer;
stjernen gennem skyen trænger.

Brand. Husk, at jeg er streng i kravet,
fordrer intet eller alt;
hvis på vejen fra du faldt,
var dit liv som slængt i havet.
Ingen prutningsmon i nøden,
ingen eftergivt i brøden; –
strækker ikke livet til,
må du villigt gå i døden!

Ejnar. Flygt fra dette vilde spil!
Slip den mørke lovens mand;
lev det liv, du véd, du kan!

Brand. Vælg; – du står på vejens skille.
(går.)

Ejnar. Vælg imellem storm og stille!
Valget mellem gå og bliv
valg er mellem fryd og sorgen,
valg imellem nat og morgen,
valg imellem død og liv!

Agnes (rejser sig og siger langsomt):
Ind i natten. Gennem døden. –
Bagom dæmrer morgenrøden.
(Hun følger efter, hvor Brand gik. Ejnar ser en stund som fortabt efter hende, bøjer hovedet og går udover mod fjorden igen.)

Agnes. Min elskte husbond, atter foer
dit øje angstfuld over fjord –

Brand. Jeg venter bud.

Agnes. Du er urolig!

Brand. Jeg venter bud ifra min moer.
Tre år har nu jeg ventet trolig
det bud, som aldrig blev mig bragt.
Imorges blev for visst mig sagt,
at hendes time snart er omme.

Agnes (sagte og kærligt). Brand, uden bud du skulde komme.

Brand (ryster på hovedet). Har hun ej anger for sin brøst,
jeg véd ej ord, jeg har ej trøst.

Agnes. Hun er din moer.

Brand. Jeg har ej ret
at dyrke guder i min æt.

Agnes. Brand, du er hård!

Brand. Mod dig?

Agnes. O, nej!

Brand. Jeg spåde dig en trængsels-vej.

Agnes (smiler). Det slog ej ind; du har ej holdt
dit ord

Brand. Jo, her er hvast og koldt;
her bleges skæret på din kind;
det isner i dit veke sind.
Vort hus er ingen trivsel ved;
det ligger midt i urd og skred.

Agnes. Her ligger det desmere trygt.
Så yderligt har bræen bygt,
at når ved løvspræts-tid den går,
den skrider udenover os,
og prestehuset urørt står,
som inde i en hulfalds-fos.

Brand. Og sol, som aldrig rækker hid.

Agnes. Den danser jo så varm og blid
på bergets skulder bent imod.

Brand. Tre uger, ja, – ved sommertid, –
men vinder aldrig til dets fod.

Agnes (ser visst på ham, rejser sig og siger):
Brand, der er ét, som gør dig ræd!

Brand. Nej, dig!

Agnes. Nej, dig!

Brand. Du bær en gru,
en løndomsfuld.

Agnes. Brand, også du!

Brand. Du svimler, som ved stupets bredd!
Tal ud! Nævn alt!

Agnes. Jeg stundom skalv – –
(standser.)

Brand. Du skalv! Hvem skalv du for?

Agnes. For Alf.

Brand. For Alf?

Agnes. Du også!

Brand. Stundom, ja!
Men nej, han tages os ej fra!
Gud er jo god! Min lille gut
sig vokser stor og stærk tilslut.
Hvor er han nu?

Agnes. Han sover.

Brand (ser ind gennem døren). Se;
han drømmer ej om sot og ve;
den lille hånd er trind og rund –

Agnes. Dog bleg.

Brand. Ja bleg; men det går over.

Agnes. Hvor sødt og kvægende han sover.

Brand. Gud signe dig; sov nu dig sund!
(lukker døren.)
Med dig og ham blev lys og fred
om alt mit kaldsværk sænket ned;
hver sorgens stund, hver gerning svær,
blev let at bære mellem jer;
hos dig mig aldrig modet sveg,
mig styrke gav hans barneleg.
Mit kald jeg tog som martyrdom;
men se, hvor alt har vendt sig om,
hvor held har fulgt mig på min færd –

Agnes. Ja, Brand; men du er heldet værd.
O, du har kæmpet, lidt og stridt, –
har døjet ondt, har slæbt og slidt; –
jeg véd, at stilt du blod har grædt –

Brand. Ja vel; men alt mig tyktes let;
med dig drog kærligheden ind,
som solklar vårdag i mit sind.
Den havde før jeg aldrig kendt;
ej faer, ej moer den havde tændt;
de dulmed helst den flyvegnist,
som sprang af asken her og hist.
Det var som al den sum af mildt,
jeg havde båret dulgt og stilt,
blev sparet til en glorie-glød
om ham og dig, min hustru sød!

Agnes. Ej os alene; alle dem,
som nu er lemmer af vort hjem,
hver sorgens søn, hver nødens broer,
hvert barn, som græd, hver moer, som led,
et kvægsomt sæde finder ved
dit hjertes fulde, rige bord.

Brand. Men gennem dig og ham. I to
slog mildheds-åndens himmelbro.
Ej nogen sjæl kan alle favne,
hvis ikke først han elsked én;
jeg måtte længte, måtte savne,
så hjertet hærded sig til sten –

Agnes. Og dog – din kærlighed er hård;
den, som du klappe vil, du slår.

Brand. Dig, Agnes?

Agnes. Mig? O nej, du kære;
let var, hvad mig du bød at bære; –
men mangen sjæl ifra dig faldt
ved kravet: intet eller alt!

Brand. Hvad verden kalder kærlighed,
jeg ikke vil og ikke véd.
Guds kærlighed jeg kender til,
og den er ikke vek og mild;
den er til dødens rædsel hård,
den byder klappe, så det slår.
Hvad svarte Gud i oljelunden,
da sønnen lå i sved og skræk
og bad og bad: tag kalken væk!
Tog han ham smertens kalk fra munden?
Nej, barn, den måtte ud til bunden.

Agnes. O, målt med slig en målestok,
er dømt al jordens sjæleflok.

Brand. Ej nogen véd, hvem dommen når;
men i en evig ildskrift står:
vær tro til prøvens sidste slutning,
livskronen vindes ej ved prutning!
Ej nok, i angstens sved at bades;
du må igennem martrens ild.
At ej du kan, dig visst forlades, –
men aldrig at du ikke vil.

Agnes. Ja, det skal være, som du siger.
O, løft mig, løft mig, hvor du stiger;
led mig mod dine høje himle;
stærk er min hug, men sløvt mit mod;
tidt angst mig slår, mig tykkes svimle,
og træt og jordtung er min fod.

Brand. Se, Agnes, for den hele hjord
er kravet: ingen fejg akkord!
I alt sit værk en mand er dømt,
hvis halvt det øves og på skrømt.
Den lære skal til lovbud hæves,
ej gennem ord, men ved at leves.

Agnes (kaster sig om hans hals). Jeg går, hvor du har foden sat!

Brand. For to er ingen klev for brat.
(Doktoren er kommen nedover vejen og standser udenfor havegærdet.)

Doktoren. Hej, øves leg af kælne duer
på disse ørkenbrune tuer!

Agnes. Min gamle doktor, er du her!
O, kom dog indom!
(løber ned og åbner havegrinden.)

Doktoren. Ej til jer!
Du véd jo godt, at jeg er vred.
At knytte sig til sligt et sted,
hvor viddens vejr og vintrens vind
skær iskoldt gennem sjæl og skind –!

Brand. Ej gennem sjælen.

Doktoren. Ikke? Nå!
Nej-nej, det lader næsten så.
Det synes, som jer hastværks-pagt
står lige fuldt og fast ved magt,
skønt ellers, efter gammel skik,
en skulde tro, at fort forgik,
hvad skabt blev i et øjeblik.

Agnes. Et solskærs kys, et klokkeslag,
kan vække for en sommerdag.

Doktoren. Farvel. Jeg ventes hos en syg.

Brand. Min moer?

Doktoren. Ja. Skal De samme vej?

Brand. Nu ikke.

Doktoren. Var der kanske?

Brand. Nej.

Doktoren. Prest, De er hård. I sludd og fyg
jeg sled mig over vidden frem,
skønt godt jeg véd, hun er af dem,
der lønner som et fattiglem.

Brand. Gud signe Deres kløgt og flid.
Let, om De kan, den tunge strid.

Doktoren. Min vilje signe han; jeg kom,
så fort i nød det spurgtes om.

Brand. Dem har hun budsendt; jeg er glemt; –
jeg venter, venter hjerteklemt.

Doktoren. Kom uden bud!

Brand. Før bud hun sender,
jeg intet hverv dernede kender.

Doktoren (til Agnes). Du veke stakkel, som blev lagt
i slige hårde hænders magt!

Brand. Jeg er ej hård.

Agnes. Sit blod han gav,
hvis hendes sjæl det tvætted af!

Brand. Som hendes søn i arv jeg tog
frivillig hendes skyldnerbog.

Doktoren. Klar Deres egen!

Brand. Manges mén
for Gud kan klares gennem én.

Doktoren. Ej gennem en, der selv som tigger
i skyld opover øret ligger.

Brand. Rig eller tigger; – helt jeg vil, –
og dette ene strækker til!

Doktoren (ser stivt på ham). Ja, mandeviljens qvantum satis
står bogført som din rigdoms rad; –
men, prest, din conto caritatis
er bogens hvide jomfrublad!
(går.)

Brand (følger ham en stund med øjnene). Ej noget ord blev sølet ned
i løgn som ordet kærlighed; –
det lægger de med Satans list
som slør udover viljens brist;
med det de dækker svigfuldt til,
at livet er et leflespil.
Er stien trang og brat og skred,
den knappes af – i kærlighed!
går en ad syndegaden bred,
han har dog håb – i kærlighed;
så en sit mål, og dog ej stred,
han sejre kan – i kærlighed;
går en sig vild, skønt ret han véd, –
det er et ly – i kærlighed!

Agnes. Ja, det er falskt, og endda må
jeg tidt mig spørge: er det så?

Brand. Ét springes over; viljen først
må læske lovens retfærds-tørst.
Først må du ville, ikke blot
hvad gørligt er i stort og småt,
ej blot hvor dåden i sig bær
en sum af møje og besvær, –
nej, ville må du stærk og glad
igennem alle rædslers rad.
Det er ej martyrskab, i ve
at dødes på et korsets træ;
først det at ville korsets død,
at ville midt i kødets nød,
at ville midt i åndens angst,
først dette er din frelses fangst.

Agnes (klynger sig tæt til ham). Når kravet skræmmer med sin gru, –
min stærke husbond, tal da du!

Brand. Vandt viljen sejr i slig en strid,
da kommer kærlighedens tid,
da daler den som duen hvid
og bringer livets oljeblad;
men her, mod slægten, slap og lad,
ens bedste kærlighed er had!
(i skræk.)
Had! Had! En verdenskamp at ville
det enkle ord, det lette, lille!
(går ilsomt ind i huset.)

Agnes (ser gennem den åbne dør). Han knæler hos sin søde dreng
og vugger hodet som i gråd;
han knuger sig til barnets seng,
som en, der ej véd hjælp og råd. –
O, hvilken sum af kærlighed
i denne stærke mandesjæl!
Alf tør han elske; barnets hæl
endnu ej verdens-slangen bed.
(udbryder forfærdet.)
Op springer han med hænders vrid!
Hvad ser han? Han er askehvid!

Brand (ud på trappen). Kom der ej bud?

Agnes. Nej, intet bud.

Brand (ser tilbage ind i huset). Det brænder i hans stramme hud;
hans tinding hamrer, pulsen banker –!
O, frygt ej, Agnes!

Agnes. Gud, hvad tanker –

Brand. Nej, frygt blot ej –
(råber udover vejen.)
Der ser jeg budet!

En mand (gennem havegrinden). Nu får du komme, faer!

Brand (ilsomt). Ja straks!
Hvad hilsning bær du?

Manden. Ugrej slags;
hun sad i sengen, frem hun luded
og sagde: gå; få presten hentet;
mit halve gods for sakramentet.

Brand (viger tilbage). Det halve! Nej! Sig nej!

Manden (ryster på hovedet). Da var
ej budet ærligt bragt dig, faer.

Brand. Det halve! Halve! Alt var ment!

Manden. Kanhænde det; men lydt og rent
blev ordet sagt. Jeg glemmer sent.

Brand (griber ham om armen). På Herrens dag, for dommen stævnt,
du vidne tør, det ord blev nævnt?

Manden. Ja.

Brand (fast). Gå og sig, det svar blev sendt, –
ej kommer prest, ej sakrament.

Manden (ser uvisst på ham). Du har nok ikke skønt mig da;
det er din moer jeg kommer fra.

Brand. Jeg kender ingen tvedelt ret
for fremmedfolk og egen æt.

Manden. Hårdt ord er det.

Brand. Hun véd, det galdt
at byde intet eller alt.

Manden. Prest!

Brand. Sig, at mindste guldkalv-stump
er lige fuldt en afguds-klump.

Manden. Med svarets svøbe skal jeg slå
så let og lindt, jeg kan og må.
For hende gror den trøst endnu:
Gud er ej fuldt så hård som du!
(går.)

Brand. Ja, denne trøst har tidtnok blæst
sin ådsel-luft til verdens pest.
Med sang og skræk i knibens stund
en dommer smøres nemt om mund.
Naturligvis! Det så sig bør!
De kender jo sin mand fra før; –
fra alt sit værk de godt jo véd,
at gubben laer sig prutte med.
(Manden har ude på vejen mødt en anden; de kommer begge i følge tilbage.)

Brand. Nyt budskab!

Første mand. Ja.

Brand. Hvad bringer du?

Den anden. Ni tiende-dele lød det nu.

Brand. Ej alt?

Den anden. Ej alt.

Brand. Mit svar er kendt; –
ej kommer prest, ej sakrament.

Anden mand. Hårdt har i ve og værk hun bødt –

Første. Prest, kom ihug, hun har dig født!

Brand (knuger hænderne). Jeg tør ej bruge to slags vægt
for avindsmænd og egen slægt.

Anden mand. Den syges nød er vild og stor;
kom, eller send et soningsord.

Brand (til første mand). Gå; sig den syge, som jeg bød:
rent bord for nådens vin og brød.
(Mændene går.)

Agnes (klynger sig op til ham). Brand, tidt jeg ræddes for din færd:
du flammer som et Herrens sverd.

Brand (med gråd i stemmen). Står verden ej mod mig igen
med sverd-tom slire ved sin lænd?
Slår ikke den min sjæl tilblods
med al sin slappe sejgheds trods.

Agnes. Hårdt er det vilkår, du har stilt.

Brand. Byd, om du tør, et mere mildt.

Agnes. Lægg sligt et mål på hvem du vil,
og se om nogen strækker til.

Brand. Nej, der du har til rædsel ret.
Så vrangt, så tomt, så fladt, så slet
er hele slægtens livssyn blevet.
Det regnes højt, får en det drevet
til, som en lovprist ubekendt,
at offre sit ved testament.
Byd helten stryge ud sit navn
og nøje sig med sejrens gavn;
giv kejser, konge, samme kår,
og se hvad stort du øvet får.
Byd digteren i løndom smugle
af buret sine skønhedsfugle,
så ingen aner det var ham,
der gav dem røst og guldfjærs bram.
Frist frodig eller vindtør gren;
hengivelsen er ej hos én.
Igennem alt går jordtræls-tanken; –
udover stupet, vildt og hvast,
hver klamrer sig til støvlivs-ranken, –
og svigter den, – i trevl og bast
han klorer sig med negler fast.

Agnes. Og til en slægt, som rådløst faldt,
du råber: intet eller alt!

Brand. Hvo sejr vil fange, får ej vige;
fra dybets fald må højst du stige. –
(tier lidt; stemmen slår over.)
Og dog, når for den enkle sjæl
jeg står og stiller rejsnings-kravet,
da er det, som jeg svam i havet
stormslagen på en vrag-stumps fjæl.
I kval og gråd jeg lønligt bed
den tunge, som jeg tugted med, –
og løfted armen jeg til slag,
jeg tørsted mod et favnetag! –
Gå, Agnes, se til ham, som sover;
syng ham i lyse drømme ind;
en barnesjæl er klar og lind,
som tjern i sommersolens skin;
en moder stryge kan derover
lig fuglen, der sig spejler smukt
i dybets dyb på lydløs flugt.

Agnes (bleg). Hvad er det, Brand? Hvorhelst du sender
din tankes pil, – mod ham den vender!

Brand. O, intet. Vogt ham godt og stilt.

Agnes. Giv mig et ord.

Brand. Et stærkt?

Agnes. Et mildt.

Brand (favner hende). Den, som er uden skyld, skal leve.

Agnes (ser lyst op på ham og siger):
Ét ejes, som ej Gud tør kræve!
(går ind i huset.)

Brand (ser stille frem for sig). Men hvis han turde? Herren tør,
hvad «Isaachs rædsel» turde før.
(ryster tankerne af sig.)
Nej, nej; mit offer har jeg bragt.
Mit livskald har jeg fra mig sagt, –
at runge som en Herrens torden
og vække sovende på jorden.
Løgn! Intet offer lå deri;
det glap, da drømmen var forbi,
da Agnes vakte mig – og fulgte
til samme gerning i det dulgte.
(ser udover vejen.)
Hvi nøler dog den syges bud
om offervillighed og bod,
som rykker brøden op med rod,
med dybest trevl, med vildest skud! –
Se der –! Nej, det er fogden kun
velvillig, væver, rask og rund,
med hænderne i begge lommer,
lig klammer om en parentés.

Fogden (gennem havegrinden). Goddag! Kun sjelden vi to ses,
og sagtens jeg i utid kommer –

Brand (viser mod huset). Træd indenfor.

Fogden. Tak; her er godt;
og vandt mit ærind indgang blot,
så mener jeg for sandt og visst,
det alles både blev tilsidst.

Brand. Nævn Deres ærind.

Fogden. Deres moer
er håbløs syg, såvidt jeg tror; –
det gør mig ondt.

Brand. Jeg tvivler ej.

Fogden. Det gør mig meget ondt.

Brand. Tal ud!

Fogden. Dog, hun er gammel; – Herregud,
vi skal jo alle samme vej.
Og da jeg netop foer forbi,
så tænkte jeg: det springes i
så let som krybes; ydermere
så blev det mig fortalt af flere,
at hun med Dem, fra De kom hid,
har levet i familjesplid –

Brand. Familjesplid?

Fogden. Der siges jo
hun holder stærkt og sejgt på sit.
De finder vel, det går for vidt.
Man må ej glemme eget tarv.
Hun sidder i uskiftet bo
med hele Deres fædrearv –

Brand. Uskiftet bo; – ja, det er sandt.

Fogden. Så kommer skyldfolk let på kant.
Og da jeg nu med skellig grund
formoder, De med kølig barm
forventer hendes afgangsstund,
så håber jeg De uden harm
vil høre mig, skønt visstnok tiden
er ilde valgt.

Brand. Nu eller siden;
det kommer ud for mig på et.

Fogden. Ja, så til sagen slet og ret.
Så såre Deres moer er død,
og salig lagt i jordens skød, –
hvad snart vil times, – blir De rig –

Brand. Det tror De?

Fogden. Tror? Nej, det er sikkert.
Hun ejer grund i hver en vik,
så langt De øjne kan med kikkert.
Rig blir De, prest!

Brand. Trods skifteretten?

Fogden (smiler). Hvad skal den her? Den skiller trætten,
hvor der er fler om gæld og arv;
men her ej trues nogens tarv.

Brand. Og dersom dog til gods og gæld
medarving mødte lige vel
og sagde: jeg er rette manden?

Fogden. Det måtte være selve fanden!
Ja, se kun på mig; – ingen anden
har her et ord at sige med;
lid trygt på mig; jeg véd besked.
Nu altså; De blir velstandsmand,
rig mand endogså; ikke længer
til denne afkrogs kald De trænger;
Dem åbent står det hele land.

Brand. Hør foged, er ej, fattet kort,
al talens kærne den: rejs bort!?

Fogden. Omtrent. Til alle parters bedste
jeg tror det blev. Hvis De vil fæste
opmærksomt øje på de folk,
for hvem De nu er ordets tolk,
så vil De se, sålidt De passer
blandt os, som ulv blandt gæs og gasser,
Forstå mig vel! De ejer evner
til større samfunds gavn og brug,
men fast til mén for den, som nævner
sig odelsmand til klippens revner
og ætling af en dalbunds slug.

Brand. Ens fædrebygd for mandens fod
er, hvad for træet er dets rod; –
er der ej til hans gerning trang,
hans dåd er dømt, og endt hans sang.

Fogden. Det er al idræts første lov,
at lempes efter lands behov.

Brand. Men lands behov ses bedst fra højden,
ej fra en fjeldklemt krog i bygden.

Fogden. Det er de store samfunds tale,
ej ord for folk i fattige dale.

Brand. O, I med eders grænse-skel
imellem sletteland og fjeld!
I kræver ret som verdensriger,
mens hver en samfundspligt I sviger;
I mener fejgt, det skal jer fri,
det nødskrig: vi er småfolk, vi!

Fogden. Alt har sin tid, hver tid sit hverv,
hver slægt sin egen dont at passe.
Vor bygd har også lagt sin skærv
i verdens store formåls kasse;
forstår sig, det er længe siden;
men skærven var ej ganske liden.
Se, nu er bygden tom og snever;
dens ry dog end i sagnet lever;
dens svundne storheds dage falder
samtidigt med kong Beles alder; –
der meldes endnu mangt et ord
om brødreparret Ulf og Thor
og snese gæve mænd, som foer
på herjetog til Bretlands kyst
og plyndred, så det var en lyst.
Sydboen skreg, af rædsel kold:
Gud fri os for de grummes vold!
Og disse grumme var, tiltrods
for alle tvivlsmål, mænd fra os.
Og som de karle kunde hævne,
og slå ihjæl i brandværks-stævne!
Ja, sagnet véd endnu at nævne
en Herrens helt, som korset tog; –
dog meldes ej, at ud han drog –

Brand. Der stammer visst en sønneflok
fra denne løftets mand?

Fogden. Sandt nok;
men hvoraf véd De –?

Brand. Å, fordi
mig tykkes ætten kendes i
de løftets helte nutildags,
hvis korstog er af samme slags.

Fogden. Ja, slægten rækker lige hid.
Men vi var i kong Beles tid!
Først slog vi altså udenlands,
så gæsted vi vor grandemands
og frændes grund med økse-egg;
i knas vi tramped akren hans,
sved kirkespir og stuevæg
og fletted os en stordåds-krans. –
Af alt det blod, som slig er flydt,
er kanske lidt for meget skrydt;
dog, efter hvad jeg her har sagt,
jeg tror jeg vover, fuldt beskeden,
at pege bagud på vor magt
i storhedstiden, længst forleden,
og påstå, denne bygd har lagt
sin skærv med både ild og stål
til verdens fremgangs store mål.

Brand. Dog tykkes mig, som om I svigter
det ord, at adelskab forpligter, –
som om, med hakke, plog og harv,
I mulder ned kong Beles arv.

Fogden. På ingen måde. Gå blot ud
i sognefolkets gæstebud,
hvor jeg og lensmand, klokker, dommer,
som hæderslemmer er at finde,
så skal De se, når punschen kommer,
at dødt ej er kong Beles minde.
I skåler, bægerklang og sang,
i tale, både kort og lang,
han ihukommes, lades leve.
Jeg selv har tidt en dybtfølt trang
fornummet til om ham at væve
mit tankespind til blomstret dug,
og løftet mangen indfødts hug.
Jeg liker godt lidt poesi.
Det gør igrunden alle vi
fra denne bygd; – dog alt med måde;
i livet bør den aldrig råde, –
kun mellem klokken syv og ti
om aftenen, når folk er fri,
når man, af dagens gerning træt,
kan trænge til en løftnings-tvætt.
Den forskel er der mellem os
og Dem, at De med vold og trods
på engang pløje vil og slås.
Så vidt jeg ser, er Deres mening:
vort livs og dets idees forening, –
Guds krig, med dyrkning af poteter
i enhed stillet frem tilslut,
så inderligt, som af salpeter
med kul og svovel vorder krudt.

Brand. Omtrent.

Fogden. Men sligt er her ugørligt.
I store samfund lød det hørligt; –
gå did med Deres høje krav;
lad os så pløje myr og hav.

Brand. Pløj allerførst i havet ned
jer pral om fædres herlighed;
ej dverg blir mandshøj, skønt han har
en Goliath til oldefaer.

Fogden. Der ligger vækst i store minder.

Brand. Når mindet sig til livet binder;
men I af mindets gravhoug hul
har bygt jer sløvheds skalkeskjul.

Fogden. Mit første blir mit sidste ord; –
bedst var det, om herfra De foer.
Her vil ej Deres gerning grønnes,
her vil ej Deres livssyn skønnes.
Den smule flugt, som er fornøden, –
den løftning, som behøves kan
fra tid til tid for slæbets mand,
skal jeg besørge ufortrøden.
Igennem al min embedstid
står vakkre vidner om min flid;
ved mig er folkets tal fordoblet,
ja øget fast til tre mod en, –
idet jeg har til stedet koblet
snart hin snart denne næringsgren.
Mod trodsende natur i kamp
er frem vi skredet som med damp;
her brydes vej, her bygges bro –

Brand. Men ej imellem liv og tro.

Fogden. Imellem fjord og viddens sne.

Brand. Ej mellem gerning og idé.

Fogden. Først farbart mellem grænd og grænd,
først fremkomst mellem mænd og mænd, –
det var der kun én mening om,
før De som prest til bygden kom.
Nu har De blandet alt i et,
vort grubeblus med nordlysflammen;
hvem kan i sligt et tve-skær se,
hvad der er vrangt, hvad der er ret,
hvad der er bod, hvad der er ve?
Hvert forhold har De filtret sammen;
De splittet har i fiendske lejre
den flok, som samlet skulde sejre.

Brand. Her blir jeg dog tiltrods for Dem.
En vælger ej sit virkes hjem.
Den mand, som målet véd og vil,
fornummet har i skrift af ild
det Gudsråb: her du hører til!

Fogden. Så bliv, men inden egne grænser;
jeg gerne ser, De folket renser
for synd og last, som går isvang;
Gud véd, det trænges mangen gang!
Men gør blot ingen helligdag
af yrkets sex, – og ton ej flag,
som om Vorherre var ombord
på hver en jagt, der skar vor fjord.

Brand. Hvis Deres råd mig skulde nytte,
jeg måtte sjæl og sjæls-syn bytte;
men kaldet er, sig selv at være,
sin egen sag til sejr at bære,
og jeg skal bære sagen frem,
så det skal lyse om mit hjem!
Det folk, jer hele styrer-trop
har dysset ind, skal vækkes op!
I længe nok i trangheds bur
har pint dets rest af fjeldnatur;
fra eders småheds sultekur
hver mand går ud forstemt og stur;
I tappet har hans bedste blod,
har hulet margen af hans mod;
I pukket har i stumper små
hver sjæl, som malmstøbt skulde stå; –
men endnu kan et rejsnings-skrig
i eders øre tordne: krig!

Fogden. Krig?

Brand. Krig!

Fogden. Hvis De til våben kalder,
De blir den første mand, der falder!

Brand. Med klarsyn skønnes skal en dag,
at største sejr er nederlag!

Fogden. Betænk Dem, Brand; De står på skillet;
sæt alt ej på det ene kort.

Brand. Og dog jeg gør det!

Fogden. Tabes spillet,
er Deres jordliv ødslet bort.
De ejer alle verdens goder,
er arving til en grundrig moder,
De har et barn at leve for,
en elsket hustru; – lykkens kår
blir rakt Dem som af milde hænder!

Brand. Og hvis jeg endda ryggen vender,
til hvad De lykkens kår har kaldt?
Ifald jeg må?

Fogden. Fortabt er alt,
hvis her, i verdens udmarks vik,
De åbner Deres verdens-krig!
Drag sørpå, mod de rige strande,
hvor mænd tør stå med løftet pande;
der kan med ret De lyse møde
og byde menigheden bløde;
vort offer er ej blod, men sved
i kamp for brød blandt klippeskred.

Brand. Her blir jeg dog. Her er mit hjem,
og i mit hjem min krig skal frem.

Fogden. Husk, hvad De taber, hvis det glipper; –
og først og fremst, husk, hvad De slipper!

Brand. Mig selv jeg taber, hvis jeg viger.

Fogden. Brand, håbløs er en ensom kriger.

Brand. Min flok er stærk; jeg har de bedste.

Fogden (smiler). Ja, muligt det, – men jeg de fleste.
(går.)

Brand (ser efter ham). Der går en fuldblods folkets mand,
retsindigt tænkende, velvillig,
på sin vis virksom, varm og billig, –
og dog en svøbe for sit land.
Ej jordfald, flom og vinterblæst,
ej hungersnød, ej frost og pest,
forvolder halvt det nederlag,
som slig en mellem år og dag.
Af landeplagen liv kun røves; –
men han –! Hvor mange tanker kløves,
hvor mange friske viljer sløves,
hvor mange stærke sange døves
af slig forklemt, trangbrystig sjæl!
Hvor mangt et smil på folkemunde,
hvor mangt et lyn i folkebarm,
hvor mangen løftnings lyst og harm, –
der frem til dåd sig vokse kunde, –
slog ikke blodløst han ihjæl!
(pludselig i angst.)
Men budet! Budet! – Ingen kommer!
Jo, doktoren!
(iler ham imøde.)
Tal, tal! Min moer –?

Doktoren. Nu er hun stedet for sin dommer.

Brand. Død! – Men i bod?

Doktoren. Det knapt jeg tror;
hun hang ved sit på denne jord,
til timen slog, og de blev skilt.

Brand (ser stille rystet frem for sig). Er her en vildsom sjæl forspildt?

Doktoren. Kan hænde vel hun dømmes mildt, –
ej efter lov, men efter skøn.

Brand (sagte). Hvad talte hun?

Doktoren. Hun mumled stilt:
Gud er ej hårdhændt, som min søn!

Brand (synker i smerte ned på bænken). I brødens kvalm, på dødens fjæl,
den samme løgn, som slår hver sjæl!
(skjuler ansigtet i hænderne.)

Doktoren (går nærmere, ser på ham og ryster på hovedet). De vil en gennemlevet tid
i et og alting flytte hid.
De tror endnu hin lovens pagt
for Gud og godtfolk står ved magt; –
hver slægt har dog sin egen vis;
vor skræmmes ej med flammeris,
med ammesnak om sjæle-ran; –
dens første bud er: vær human!

Brand (ser op). Human! Ja, dette slappe ord
er feltråb for den hele jord!
Med det hver stymper hyller til,
at ingen dåd han tør og vil;
med det hver skrælling dækker over,
at ej han alt for sejren vover;
i ly af det blir letvindt brudt
hver uslings løfte, fejgt fortrudt; –
I pusling-sjæle gør tilsidst
af mennesket en humanist!
Var Gud human mod Jesus Krist?
Hvis eders Gud fik dengang råde,
han under korset råbte nåde, –
og soningsværket sagtens blev
et diplomatisk himmelbrev!
(skjuler hovedet og sidder i stum sorg.)

Doktoren (sagte). Ras ud, ras ud, du sjæl i storm; –
bedst, om du kunde tårer fange.

Agnes (er kommen ud på trappen; bleg og forfærdet hvisker hun til doktoren):
Her ind! Følg med!

Doktoren. Du gør mig bange!
Hvad er det, barn?

Agnes. En angstens orm
har koldt sig om mit hjerte lagt –!

Doktoren. Hvad er det?

Agnes (drager ham med sig). Kom! – Guds evige magt!
(de går ind i huset; Brand mærker det ikke.)

Brand (stille hen for sig). Død uden bod. Død, som hun leved.
Er ikke der Guds fingerpeg?
Igennem mig skal vorde hævet
den skat, som hun har fra sig skrevet; –
nu tifold ve mig, om jeg sveg!
(rejser sig.)
Med sønnens pligt, på hjemmets grund,
uryggelig fra denne stund
som kåret korsmand slå jeg skal
for åndens sejr i kødets fald.
Gud har mig rakt sin tunges stål,
har tændt i mig sin vredes bål; –
nu står jeg i min viljes vælde,
nu tør, nu kan jeg knuse fjelde!

Doktoren (efterfulgt af Agnes kommer hurtigt ud på trappen og råber):
Beskik dit hus og drag herfra!

Brand. Om jorden skalv, jeg blev endda!

Doktoren. Så er dit barn til døden dømt.

Brand (forvildet). Alf! Barnet! Alf! Hvad rædsels skrømt
er dette her! Mit barn!
(vil ind i huset.)

Doktoren (holder ham tilbage). Nej bliv! –
Her er ej lys, her er ej sol,
her skær en luft, som pust fra pol, –
her sænker skodden klamt sig ned; –
en vinter til på dette sted
vil visne bort hans spæde liv.
Rejs, Brand, og Deres barn er frelst;
men gør det snart, imorgen helst.

Brand. Ikveld, idag, i denne stund!
O, han skal vokse stærk og sund; –
ej gufs fra bræ, ej sno fra kyst,
skal isne mer hans lille bryst.
Kom, Agnes, løft ham lindt i blund!
På flugt, på flugt langs alle sund!
O, Agnes, Agnes, dødens garn
sig spinder om vort lille barn!

Agnes. Jeg lønligt aned, lønligt skalv, –
og dog jeg så kun faren halv.

Brand (til doktoren). Men flugt ham frelser? Så De lover!

Doktoren. Det liv, en fader våger over
ved nat og dag, er sejerstrygt.
Vær alt for ham, og sundhedssmykt
De snart skal se ham; nær ej frygt.

Brand. Tak, tak!
(til Agnes.)
Hyll tæt i dun ham ind;
langs fjorden stryger aftnens vind.
(Agnes går ind i huset.)

Doktoren (betragter i taushed Brand, som ubevægelig ser ind gennem døren, går derpå hen til ham, lægger hånden på hans skulder og siger):
Mod verdens flok så ubønhørlig,
og mod sig selv så let medgørlig!
For den ej gælder lidt, ej meget, –
kun lovens intet eller alt;
men fra en selv er modet veget
i samme stund som loddet faldt –
og offerlammet var ens eget.

Brand. Hvad mener De?

Doktoren. Til Deres moer
De tordned lovens hårde ord;
fortabt, hvis alt ej lægges af,
hvis ej du nøgen går i grav;
Og samme råb har runget tidt,
når folkets flok, som tyngst, har lidt!
Nu er De havsnødsmanden selv,
i skæbnens storm på bådens hvælv;
nu kaster De fra krænget køl
tilhavs hvert brev om straffens pøl, –
tilhavs, tilhavs den tunge bog,
hvormed De brødres bringer slog;
nu gælder det i kuling stiv
at berge eget afkoms liv.
På flugt, på flugt langs fjord og vik, –
på flugt fra egen moders lig, –
på flugt fra sjælehjord og kald; –
nu lyser presten messefald!

Brand (griber sig forvildet om hovedet som for at samle tankerne). Er nu jeg blind! Var jeg det før!

Doktoren. De handler som en fader bør.
Tro ej, jeg laster, hvad De gør; –
for mig De er i stækket stand
mer stor, end før som styrkens mand. –
Farvel! Nu har jeg rakt Dem spejlet;
brug det og suk så: Herregud,
slig ser en himmel-stormer ud!
(går.)

Brand (stirrer en stund frem for sig, pludselig udbryder han):
Nu eller før, – når er her fejlet?!
(Agnes kommer ud af døren med kåbe over skuldrene og barnet på armen; Brand ser hende ikke; hun vil tale, men standser ligesom slagen af skræk, da hun bemærker udtrykket i hans ansigt. I samme øjeblik kommer en mand ilsomt ind gennem havegrinden. Solen går ned.)

Manden. Hør, prest, du har en avindsmand!

Brand (knuger hånden mod brystet). Ja, her.

Manden. Vær på din post mod fogden.
Din sæd skød frodigt over land,
til han med rygtets brandpest slog den.
Alt ofte har han ymtet om,
at prestegården snart står tom, –
har sagt, at os du ryggen vender,
så fort din rige moer er død.

Brand. Og hvis så var –?

Manden. Prest, jeg dig kender
og véd, hvi slige giftord lød;
du står jo ham og hans imod,
han aldrig fik din vilje bøjet, –
se, det er rygtets rette rod –

Brand (usikker). At sandt er sagt – sig tænke lod.

Manden. Da har du stygt for alle løjet.

Brand. Har jeg –?

Manden. Hvor tidt har ej du sagt,
at Gud har selv til strid dig vakt, –
at mellem os du har dit hjem,
at her din krig skal føres frem,
at ingen mand tør kaldet svige,
at slå han skal, men aldrig vige.
Og kaldet har du! Stærkt og lyst
din ild har fængt i mangt et bryst.

Brand. Mand, her er mængdens øre døvt;
fast hvert et sind er slukt og sløvt!

Manden. Du bedre véd; – i mangt et sind
nu glittrer himlens solskin ind.

Brand. I tifold flere er der nat.

Manden. Du er som lys i natten sat.
Men lad det være, som det vil;
at tælle trænges her ej til;
thi her står jeg, den ene mand,
og siger: rejs, ifald du kan!
Jeg har en sjæl så fuldt som nogen;
jeg kan ej hjælpe mig med bogen;
du har mig op af dybet draget, –
prøv, om du nu tør slippe taget!
Du kan det ej; jeg holder fast;
min sjæl var tabt, hvis taget brast! –
Farvel! Jeg venter trygt det bud:
min prest ej slipper mig og Gud.
(går.)

Agnes (sky). Din kind er hvid, din mund er bleg;
det er, som du i hjertet skreg.

Brand. Hvert klangfuldt ord, mod bergvæg sagt,
mig slår med tifold genlyds magt.

Agnes (gør et skridt frem). Jeg er beredt!

Brand. Beredt? Hvortil?

Agnes (med styrke). Til hvad en moder må og vil!
(Gerd løber forbi udenfor på vejen og standser ved havegrinden.)

Gerd (klapper i hænderne og råber med forvildet glæde):
Har I hørt det? Bort fløj presten! –
Ud af bakken, op af houg
myldrer både trold og draug,
svarte, stygge, store, små, –
hu, hvor hvast de kunde slå –!
Øjet rev de af mig næsten;
halve sjælen har de taget; –
å, jeg hjælper mig med resten;
der er nok igen af vraget!

Brand. Pige, vildt din tanke går;
her du ser jeg for dig står.

Gerd. Du? Ja du, men ikke presten!
Ned fra Svartetind min høg
rap bortover lien strøg;
bidslet, sadlet, vild og vred
hvæste han i mørknings-blæsten,
og en mand på ryggen red, –
det var presten, det var presten!
Nu står bygdens kirke tom,
stængt med både lås og bom;
Styggekirkens tid er omme;
nu skal min til ære komme.
Der står presten, stærk og stor,
i sit hvide messeklæde,
vævt af vintrens dryp og væde; –
vil du være med, så kom;
bygdens kirke står jo tom;
presten min har slige ord,
at det runger over jord!

Brand. Brudte sjæl, hvo bød dig fange
vildsomt mig med afguds-sange!

Gerd (kommer indenfor havegrinden). Afgud? Hvad er det for noget?
Afgud? Å, jeg véd det godt;
stundom stort og stundom småt;
altid gyldent, altid broget.
Afgud! Hør du; ser du hende?
Kan du under klædet kende
barnehænder, barneben?
Kan du se, hvor fint og broget
Svøbet folder sig om noget,
der er ligt et barn, som sover?
Ræd hun viger, – dækker over!
Afgud? Mand, der ser du én!

Agnes (til Brand). Har du tårer, har du bønner?
Ud har rædslen mine brændt!

Brand. Agnes, hustru, – ve jeg skønner,
hende har en større sendt!

Gerd. Hør; nu ringer alle klokker
sammen på den vilde hej!
Se, hvad menighed der flokker
sig til færd på kirkevej!
Kan du se de tusend trolde,
bygdens prest har sænkt i havet?
Kan du se de tusend dverge?
Indtil nu de lå begravet
med hans segl som gravbrudds-værge.
Hav og grav dem kan ej holde;
frem de myldrer, våde, kolde; –
skindødt troldbarn ser jeg grine,
vælte af sig bergskreds-blokken.
Hør, de skriger: moer og faer!
Mænd og kvinder giver svar;
bygdens mand går mellem sine,
som en faer i sønneflokken;
bygdens kvinde taer sin døde,
rækker ham sit bryst til føde; –
aldrig før så stout hun knejste,
når hun barn til dåben bar.
Her blev liv, da presten rejste!

Brand. Vig ifra mig! Fast jeg ser
værre syner –

Gerd. Hør! Han ler,
han, som sidder langsmed vejen,
der den svinger op mod hejen;
ind han skriver i sin bog
hver en sjæl, som opad drog; –
hej, han har dem alle næsten;
bygdens kirke står jo tom,
stængt med både lås og bom, –
og på høgens ryg fløj presten!
(springer over havegærdet og taber sig i urden. Stilhed.)

Agnes (nærmer sig og siger dæmpet):
Lad os gå; nu er det tid.

Brand (stirrer på hende). Hvilken vej?
(peger først mod havegrinden, siden mod husdøren.)
Did? – eller did?

Agnes (viger forfærdet). Brand, dit barn, – dit barn!

Brand (følger efter). Giv svar;
var jeg prest, før jeg blev faer?

Agnes (viger længere tilbage). Blev end spurgt med tordnens brag, –
intet svar i denne sag!

Brand (følger igen). Svare skal du; du er moer;
du har her det sidste ord!

Agnes. Hustru er jeg; tør du byde,
skal jeg bøje mig og lyde!

Brand (vil gribe hende om armen). Valgets kalk mig tag ifra!

Agnes (viger bagom træet). Aldrig var jeg moder da!

Brand. Der er dom i dette svar!

Agnes (stærk). Spørg dig selv, om valg du har!

Brand. Styrket dommen atter lød!

Agnes. Tror du fuldt på Herrens kald?

Brand. Ja!
(griber hende fast om hånden.)
Og nu du sige skal
ordet over liv og død!

Agnes. Gå den vej, din Gud dig bød!
(Ophold.)

Brand. Lad os gå; nu er det tid.

Agnes (toneløst). Hvor går vejen?

Brand (tier).

Agnes (peger mod havegrinden og spørger):
Did?

Brand (peger mod husdøren). Nej, – did!

Agnes (løfter barnet højt på armene). Gud! Det offer, du tør kræve,
tør jeg mod din himmel hæve!
Led mig gennem livets gys!
(ind i huset.)

Brand (stirrer en stund frem for sig, brister i gråd, slår hænderne sammen over hovedet, kaster sig ned på trappen og råber):
Jesus, Jesus, giv mig lys!

Agnes. Endnu ikke! Endnu ikke! –
O, hvor tungt det er at vente, –
længsels råb på råb at skikke, –
aldrig noget svar at hente! –
Sneen falder blødt og tæt,
har, som med et lin-skaut, klædt
taget på den gamle kirke – –
(lytter.)
Hyss! Jeg hører grinden knirke!
Fodtrin; faste mandetrin;
(iler til døren og lukker op.)
Er det dig? Kom ind, kom ind!
(Brand kommer ind, tilsneet, i rejseklæder, som han under det følgende kaster af sig.)

Agnes (slår armene om ham). O, hvor du blev længe borte!
Gå ej fra mig, gå ej fra mig;
ensom kan jeg ej de sorte
natteskygger ryste af mig!
Hvilken nat og hvilke dage,
disse to og denne nat!

Brand. Barn, nu har du mig tilbage.
(tænder et enkelt lys, som kaster et svagt skær over stuen.)
Du er bleg.

Agnes. Og træt og mat.
Jeg har længtet, spejdet, stundet, –
og så har lidt grønt jeg bundet, –
lidt! men det var, hvad jeg ejed,
alt ifra isommer plejet
til at pynte juletræet.
Busken kaldte jeg for hans;
ja, han fik den og – som krans!
(brister i gråd.)
Se, nu er den halvvejs sneet
ned – o Gud –

Brand. På kirkegården.

Agnes. O, det navn!

Brand. Tør af dig tåren.

Agnes. Ja jeg skal, men vær tålmodig;
endnu er min sjæl som blodig;
såret er så friskt og nyt,
ud min styrkes væld er flydt; –
o, men det skal snart bli bedre;
er jeg over disse dage,
skal du aldrig se mig klage.

Brand. Er det Herrens helg at hædre?

Agnes. Nej, jeg véd –; men vær tålmodig!
Husk, ifjor så sund og frodig,
og iår ifra mig båren,
båren ud –
(gyser tilbage for ordet.)

Brand (stærkt). På kirkegården!

Agnes (skriger). Nævn det ej!

Brand. Med fulde lunger
må det nævnes, er du ræd!
Nævnes må det, så det runger,
lig en bølge mod en bredd!

Agnes. Selv du lider under ordet
mer, end du vil kendes ved;
på din pande ser jeg sporet
af den sved, det købtes med.

Brand. Duggens dråber på min pande
er kun sprøjt fra fjordens vande.

Agnes. Er og dråben i dit øje
smeltet sneflok fra det høje?
Nej, o nej, den er for varm;
kilden er din egen barm!

Brand. Agnes, hustru, lad os begge
være stærke, stå imod,
sammen vore kræfter lægge,
vinde fremad fod for fod. –
O, jeg var en mand derude!
Sjøen skylled over fluen,
mågen taug i uvejrsgruen,
hagglen slog min skrale skude;
midtfjords lå vi, vandet fræste,
mast og takkel hugg og hvæste,
sejlet, slidt i pjalter, blæste
langt i læ for havråks-fråden,
hver en nagle skreg i båden; –
udfor stup og udfor lider
gik der skred fra begge sider;
otte mænd med hvilte årer
sad som otte lig på bårer.
O, da vokste jeg ved roret,
jeg var den, som førte ordet,
kendte godt, en stor mig døbte
til mit kald, det dyrekøbte.

Agnes. Let at stå i stormen stiv,
let at leve kampens liv;
o, men tænk på mig, som sidder
stilt i sorgens spurvekvidder,
mig, som ej kan døve tiden,
om jeg nok så gerne vil;
tænk på mig, som, stængt fra striden,
ej får glimt af dådens ild;
tænk på mig, hvem kun en liden
snever gerning hører til;
tænk på mig; jeg sidder hjemme,
tør ej mindes, kan ej glemme!

Brand. Har du liden gerning, du?
Aldrig var den stor som nu.
Hør; jeg vil dig sige noget,
som i sorgen er mig mødt.
Ofte blir mit øje tåget,
tanken ydmyg, sindet blødt;
det er, som der lå en glæde
i at kunne græde, græde.
Agnes, – tænk, da ser jeg Gud
nær, som aldrig før jeg så ham, –
o, så nær at det ser ud,
som om det var let at nå ham.
Og jeg tørster mod at kaste
mig som funden til hans barm,
mod at trykkes af hans faste
stærke varme faderarm.

Agnes. Brand, – o, se ham altid så, –
som den Gud, du mægter nå, –
mere fader, mindre herre!

Brand. Tør ej, Agnes; tør ej spærre
vejen for hans eget værk;
jeg må se ham stor og stærk,
himmelstor, – så kræver tiden,
just fordi den selv er liden.
O, men du kan se ham nær,
se ham som en fader kær,
i hans favn dit hoved bøje,
hvile, hvile, er du træt,
gå ifra ham, sund og let,
med hans afglans i dit øje,
bære glansens glorie med
ned til mig, som led og stred.
Ser du Agnes, slig at dele,
er just ægteskabets kærne;
én skal stride, storme, værne,
én skal alle dødshugg hele;
da først kan med sandheds ret
siges, at de to er et.
Alt ifra du verdens liv
vendte ryggen, blev min viv,
kasted kækt din skæbnes terning,
hviler på dig dette kald;
jeg skal slå til sejr og fald,
slå i dagens hede stråler,
stå på vagt i nattens kulde, –
du skal række mig de fulde
kærlighedens læsknings-skåler,
slynge mildheds kappefold
varmt ind under bringens skjold; –
liden er ej denne gerning!

Agnes. Hver en gerning, spejdet efter,
er for tung for mine kræfter;
mine tankers tusend grene
slynges sammen i den ene.
Alt er endnu som et digt.
Lad mig klage, lad mig græde,
hjælp mig så at finde rede
på mig selv og på min pligt. –
Brand, inat, mens du var borte,
kom han i mit kammer ind;
sundhedssmykket var hans kind;
tyndklædt i sin lille skjorte
stavred han med barnetrin
frem til sengen, hvor jeg hvilte,
rakte mod mig sine arme;
kaldte på sin moer og smilte, –
men som om han bad om varme!
Ja, jeg så det! O, jeg gøs –!

Brand. Agnes!

Agnes. Jo, du, – barnet frøs!
O, det må han jo derude
på de kolde spåners pude!

Brand. Liget ligger under sneen;
barnet er til himlen båret.

Agnes (viger fra ham). O, hvi river du i såret,
grusomt, midt i rædsels-veen!
Det, som hårdt du liget kalder,
barnet er for mig endnu.
Sjæl og legem sammen falder;
end ej mægter jeg, som du,
mellem disse to at dele;
begge er for mig det hele;
Alf, som under sneen sover,
er min Alf hist ovenover!

Brand. Mangt et sår må blodigt rives,
før du læges for din sot.

Agnes. Ja, men vær tålmodig blot; –
jeg kan ledes, ikke drives.
Stå mig nær og styrk mig, Brand;
tal det mildeste du kan.
Du, som ejer stormens tone
i de store øjeblikke,
når en sjæl skal drage brikke
om sin egen livsenskrone, –
har du ikke sangens mildhed
til at døve smertens vildhed?
Har du ej et ord, som kvæger,
et, som ud i dagen peger?
Gud, som du mig lærte kende,
er en konge på sin borg; –
hvor tør jeg til ham mig vende
med min lille modersorg?

Brand. Tror du, bedre du dig vendte
til den Gud, som før du kendte?

Agnes. Aldrig, aldrig did igen!
Og dog er det tidt, som drages
jeg af længsel ud, derhen,
hvor det lysner, hvor det dages.
Let at løftes, tungt at bære;
lød ej så den gamle lære?
Dine riger er for store,
alt er her for stort for mig,
du, dit kald, dit mål, din fore,
al din vilje, hver din vej,
fjeldet, som udover hænger,
fjorden, som for foden stænger,
sorgen, mindet, mørket, striden, –
ikkun kirken er for liden.

Brand (slået). Kirken? Atter denne tanke!
Ligger den i landets luft?
Hvi for liden?

Agnes (ryster sørgmodig på hovedet). Kan jeg sanke
grunde sammen med fornuft?
Kommer ikke stemnings-strømmen,
som med vindens strøm en duft?
Hvorfra kom den, hvorhen går den?
Mig er nok, at jeg forstår den.
og jeg véd foruden viden –
kirken er for mig for liden.

Brand. Der er syn i folkedrømmen.
Hundred sjæle, som jeg mødte,
af sig samme tanke fødte;
selv hos hin, som vildt forreven
skreg på vidden, stod den skreven.
«Der er stygt, for der er småt»
lød det; hun ej heller kunde
rede tanken ud med grunde.
Hundred kvinder sagde siden:
bygdens kirke er for liden!
Dette råb fra kvindemunde
tolker trangen til et slot. –
Agnes, – o, jeg ser det godt,
du er kvinden, Herren kåred
til sin engel på min sti; –
tryg og sikker, skønt iblinde,
véd du vejen ret at finde,
hvor jeg skillet går forbi.
Aldrig blålys-blink dig dåred;
første dag du pegte lige
mod det sande skabnings rige, –
standsed mig, som vilde stige
på min flugt mod himlens hvælv,
retted synet på mig selv,
indad mod det inderlige. –
Agnes, atter har du sagt
ord, som slog med lynets magt, –
ført mig, hvor jeg uviss foer,
kastet dagskær på mit virke.
Liden er Vorherres kirke; –
godt; så skal den tømres stor!
Aldrig så jeg grant som nu,
hvad i dig min Skaber gav mig;
derfor trygler jeg, som du:
gå ej fra mig, gå ej fra mig!

Agnes. Jeg skal ryste af mig sorgen,
jeg skal tørre tåren af,
jeg skal stænge mindeborgen,
som det sømmer sig en grav;
jeg skal lægge glemsels hav
åbent mellem den og mig;
jeg skal viske lykkefærden
af min lille billedverden,
være hustru helt for dig!

Brand. Vejen går imod det store.

Agnes. O, men brug ej strængheds spore.

Brand. Gennem mig en større byder.

Agnes. En, om hvem du selv har sagt,
at han viljen ej forskyder,
skønt den savner evnens magt.
(vil gå.)

Brand. Hvorhen, Agnes?

Agnes (smiler). Husets skøtsel
får ej glemmes, mindst ikveld.
Forrige jul, du husker vel,
at du sagde, jeg var ødsel.
Lys var tændt i alle stager;
her var grønt og smukke sager,
legetøj på juletræet;
her blev sunget, her blev leet.
Brand, iår skal atter tændes
alle lys, så helgen kendes;
her skal pyntes op som bedst
til den stille store fest.
Titter Gud i stuen ind,
skal han se en straffet datter,
refset søn med ydmygt sind,
børn, som lydigt véd og fatter,
at de ej for fadervreden
tvært tør skyde fra sig glæden. –
Ser du nu vel spor af tåren?

Brand (trykker hende til sig og slipper hende atter). Barn, tænd lys; det er dit virke!

Agnes (smiler sørgmodigt). Byg så du din store kirke; –
o, men få den rejst før våren!
(går.)

Brand (ser efter hende). Villig, villig midt i vånden,
villig midt i martrens ild;
svigter evnen, segner ånden,
sker det, skønt hun offret vil.
Herre, lægg din styrke til; –
og fra mig tag hvervets kalk,
bittrest kalk, at måtte skikke
lovens grumme høg og falk
over hende for at drikke
hjertets fulde varme flod.
Jeg har kræfter, jeg har mod;
læss på mig din vægt for tvende, –
vær barmhjertig blot mod hende!
(Det banker på gangdøren. Fogden kommer ind.)

Fogden. Her gæster Dem en slagen mand.

Brand. En slagen mand?

Fogden. Som slig jeg kommer.
De husker sagtens, da isommer
jeg vilde drive Dem fra land,
jeg spåde Dem just ej det bedste
af krigens udfald mellem os –

Brand. Nu ja?

Fogden. Men al min ret tiltrods
jeg vil ej længer med Dem slås.

Brand. Hvorfor?

Fogden. Fordi De har de fleste.

Brand. Har jeg?

Fogden. Det tænker jeg De véd;
Dem søger folk jo langt af led;
her er, især på sidste tiden,
en ånd i bygden kommen ind,
som Gud skal vide ej er min,
og deraf tør jeg slutte da,
at det er Dem, den kommer fra.
Her er min hånd; vi ender striden!

Brand. En krig, som vor, får ikke slut,
er end den enes modstand brudt.

Fogden. Hvad skal der mer til slut på krig,
end fred og mindeligt forlig?
Jeg er ej den, som står mod brodden;
man er, som folk er flest, jo skabt;
når for sit bryst man kender odden
af fiendens våben, gier man tabt;
har man kun kæp mod landsespids,
bør marken rømmes i betids,
og står man som en ensom kriger,
er det fornuftigst, at man viger.

Brand. To ting, jeg tror, er her at mærke;
først at De kalder mig den stærke;
jeg har de fleste –

Fogden. Ganske visst!

Brand. Ja muligt endnu; men tilsidst,
på offrets store alvorsdag, –
hvem har da magten for sin sag?

Fogden. På offrets dag? Men Herregud,
det er jo den, som ikke kommer!
I værste fald går offret ud
på lossning af de godtfolks lommer;
human er tiden, vil ej offer
af mere dyrebare stoffer.
Og ærgerligst det er ved sagen
at selv jeg hører mellem dem,
som bragte det humane frem,
og derved hindred offerdagen,
så det kan siges på en vis,
jeg givet har mig selv til pris, –
iallefald, at jeg bandt ris
til rap på eget livsværks ende.

Brand. At ret De har, kan muligt hænde.
Men for det andet kan jeg knapt
forstå, at De tør give tabt.
Om riset eller ikke riset,
en mand er for sin gerning skabt;
hans mål for ham er paradiset!
Om mellem ham og det sig hvælved
et hav, mens Satans land lå nær, –
tør derfor råbes: væk, besvær, –
her er jo kortere til helved?!

Fogden. Jeg hertil svarer ja og nej;
etsteds må mennesket jo havne, –
og ser man møjen ej kan gavne,
hvem vil vel gå forgæves vej?
Det er nu så, vi vil erstatning
for liden eller stor befatning;
kan sejr ej vindes ved at kæmpe,
så får man fare frem med læmpe.

Brand. Men aldrig sort dog vorder hvidt!

Fogden. Min kære ven, det hjælper lidt
at kalde noget hvidt som bræen,
når mængden råber: sort som sneen!

Brand. De råber kanske med?

Fogden. Nå, nå, –
jeg råber ikke sort men grå.
Human er tiden; folk må mødes,
ej bums imod hinanden stødes.
Husk på, at dette land er frit;
her skal jo alles mening gælde; –
hvor tør da én mod alle fælde
sin særdom over sort og hvidt? –
Kort sagt, da De har fleretallet,
så er De første mand i kaldet;
jeg slutter mig, som alle andre,
til Dem så godt jeg kan og véd,
og håber ingen sjæl vil klandre,
at ej jeg til det sidste stred.
Folk dømmer nu, det ser jeg godt,
mit virke kun som spredt og småt:
de kalder én ting mer fornøden
end årligårs at øge grøden;
man er ej villig nu, som før,
at yde skærven, hvor sig bør, –
og er ej viljen med i legen,
da er en gerning sejerssvegen. –
Det falder tungt, det må De tro,
at slippe plan om vej og bro,
om tapning ud af myr og fjære,
og meget mer, som var igære.
Men Herregud, hvad skal man sige;
kan ej man sejre, får man vige,
tålmodigt håbe alt af tiden,
og bøje klogeligt til siden.
Nu, – folkets yndest har jeg tabt
på samme vej, hvor den blev skabt;
ja, ja; så må på andre veje
jeg komme til mit fordums eje.

Brand. Men var det da for folkegunst
De øved Deres kløgt og kunst?

Fogden. Nej, det véd Gud, det ikke var.
Det alment bedste har jeg villet
til bygdens nytte blot og bar.
Dog nægtes ej, at med i spillet
kom håbet om et vederlag
for velgjort værk på yrkets dag.
Det er nu så; en virksom mand
med evner og med sund forstand
vil frugten af sin gerning se,
ej stønne gennem slidets ve
til fromme for en bar idé.
Jeg kan ej, selv med bedste vilje,
forsømme egen velfærds røgt
og offre andre al min kløgt.
Jeg sidder med en stor familje;
jeg har jo kone, mange døttre,
som skal forsørges allerførst; –
ideen læsker ingens tørst,
ideen slukker ingens sult,
hvor man, som jeg, har huset fuldt;
og dersom nogen skulde yttre
forundring, har jeg blot det svar,
han er en slet familjefaer.

Brand. Og nu er Deres agt –?

Fogden. At bygge.

Brand. At bygge, siger De?

Fogden. Ja vel, –
til eget som til bygdens held.
Først vil jeg bygge op det ry,
jeg stod i for ej længe siden; –
det lakker stærkt mod thingvalgs-tiden;
thi må til noget stort jeg ty
og bringe foretag på bane,
så jeg blir kurvens første hane
og hindrer valget af en ny.
Nu har jeg tænkt som så, – man kan
fornuftigvis ej ro mod flommen.
Folk vil, som nu det heder, hæves;
den gerning er for mig forgæves;
jeg kan kun hjælpe folk påfode;
men sligt må gøres med det gode,
og her står mod mig alle mand.
Se, derfor er jeg modent kommen
til forsæt om, hvis det går an,
at søge bod mod armodsdommen.

Brand. Den vil De rydde ud?

Fogden. Nej visst; –
den er jo en nødvendig brist
i alle samfund; den må døjes;
men med lidt klogskab kan den bøjes
i visse former, strængt begrændses,
såfremt itide blot den ændses.
Vi véd jo, armod er det dynd,
som gødsler bedst al landsens synd; –
for dyndet vil jeg dæmning sætte.

Brand. På hvilken vis?

Fogden. Ja, kan De gættes?
Afhjælpes skal et dybtfølt savn,
idet jeg til distriktets gavn
får bygt et armodsdommens pesthus;
ja, pesthus siger jeg, fordi
det skal for brødens smitte fri.
Og denne bygning har jeg tænkt,
forbindes nemt med et arresthus,
så virkning blir med årsag stængt
bag samme bom og samme lås,
med væg kun mellem bås og bås.
Og da jeg engang er på gled,
så er min agt at bygge med
en fløj indunder samme tag,
som bruges kan til valg og lag,
til alvorshandling som til fester,
med talerstol og rum til gæster, –
kort sagt, et pent politisk festhus.

Brand. Sligt trænges hårdt; især det sidste;
dog véd jeg ét, som trænges mere.

Fogden. De tænker på en dårekiste?
Ja, ganske visst; den trænges hårdt.
Den også var min første tanke;
men efter overlæg med flere
jeg ganske kom fra tanken bort;
thi hvorfra skal vi midler sanke
til noget overvættes stort?
Og tro De mig, en sådan kiste
vil kræve en alvorlig sum,
hvis hver og en skal der få rum,
som trang og værdighed beviste.
Man tænke må på tidens elv,
og ej blot bygge for sig selv; –
alt går jo frem med kæmpeskridt;
ifjor tilpas, iår forlidt; –
De ser, i hvilke dimensioner
hvert folkeligt behov har vækst;
med syvmils-støvler, rent forhekst,
udvikles kraft og alslags evne,
i hvilket fag De så vil nævne.
Det altså blev for dyr en spas
at skaffe efterslægten plads
for sig og sine børn og koner.
Jeg siger derfor: Herregud;
den tand, den får vi nok slå ud!

Brand. Og ter sig nogen altfor gal,
så har De jo den store sal.

Fogden (fornøjet). Ja, rummet står som oftest ledigt!
Det indfald, Brand, var ganske snedigt!
Vil byggeplanen blot ej briste,
så har vi gratis dårekiste,
har samlet under fælles tag,
beskyttet af det samme flag,
de væsentligste elementer,
hvorfra vor bygd sin farve henter; –
vi har vor hele armodsdom
samt slyngelflokkens syndeflom
og dårerne, som før gik om
foruden røgt og uden tugt, –
og så har vi vor friheds frugt
med valgkamp og med talers flugt;
vi har vor rådssal, hvor vi drøfter,
hvad gøres kan til bygdens tarv, –
vor festsal, hvor vi giver løfter
om skøtsel af vor fortids arv.
Hvis altså blot ej sagen faldt,
så får jo klippesønnen alt,
hvad han med billighed kan kræve,
for ret sit eget liv at leve.
Gud véd, vort strøg er ikke rigt;
dog, står først fællesgården bygt,
så tror jeg, det kan kaldes trygt
et vel organisert distrikt.

Brand. Men midlerne –?

Fogden. Ja, det er knuden
i denne som i hver en sag;
til ydelser er viljen svag,
og står jeg Deres hjælp foruden,
jeg véd, at jeg må stryge flag.
Men støtter De med ordets magt
min tanke, vil den letvindt fremmes, –
og får jeg den til modning bragt,
skal Deres gode hjælp ej glemmes.

Brand. Det sige vil, De gad mig købe?

Fogden. Med andet navn jeg vilde døbe
min plan, – til fælles gavn og brug
at fylde ud det splidens slug,
som hidtil mellem os har gabt,
og hvorved begge to har tabt.

Brand. Da har De ilde tiden kåret –

Fogden. Ak ja; jeg véd, den store sorg,
som nys har Dem og Deres såret;
men Deres mandighed mig dåred;
og trangen til distriktets borg –

Brand. I sorgens som i glædens stund
jeg står tilrede, når det kræves;
men af en anden gyldig grund
De dennegang dog går forgæves.

Fogden. Og hvilken grund –?

Brand. Jeg selv vil bygge.

Fogden. Hvad! Bygge? Tage min idé?

Brand. Ej ganske.
(peger ud af vinduet.)
Foged, kan De se –?

Fogden. Der?

Brand. Ja.